Spring til indhold

Danmark i forhandlingerne

Kommissionen forhandler samlet på vegne af de 27 resterende EU-medlemslande – og dermed også Danmark – med Storbritannien om den britiske udtræden af EU. Forhandlingerne ledes af chefforhandler, Michel Barnier.

Fra dansk side ønsker man at fastholde så tæt et økonomisk og politisk forhold til Storbritannien som muligt. Det forhold skal være baseret på en balance mellem rettigheder og pligter - jo dybere en adgang til EU’s indre marked, Storbritannien ønsker, jo flere af EU’s regler skal briterne efterleve. Hvis britiske virksomheder skal kunne handle frit på det indre marked, så skal de også efterleve de fælles regler, som Danmark og andre EU-medlemslande efterlever. Ellers vil britiske virksomheder kunne få konkurrencemæssige fordele, som f.eks. billigere produktionsvilkår. Det vil kunne gøre det sværere for danske virksomheder at konkurrere med britiske virksomheder. Det er selvsagt ikke i Danmarks interesse.

Det er grundlæggende også EU’s samlede tilgang. Derfor er der bred støtte fra alle medlemslandene, inklusiv Danmark, til den fælles linje i forhandlingerne.

Fra dansk side arbejdes der for at sikre en velordnet britisk udtræden af EU. Det har alle – både EU og Storbritannien – en klar interesse i. I regi af den tværministerielle Task Force forberedes alle mulige udfald af forhandlingerne – også på det scenarie, at Storbritannien forlader EU uden en aftale (’no deal’-scenariet).

KONTAKT

Udenrigsministeriet
brexitinfo@um.dk

 

NYTTIGE HJEMMESIDER

EU-oplysningen
Kommissionen