Spring til indhold

Som Bornholmsk granit

Af Udenrigsminister Jeppe Kofod (S)

Politiken, 7. september 2019

 

Alt ånder som regel fred og idyl, hvis man under sig selv at stå lidt ved kysten og se ud over vandet ved Svaneke på Bornholm. Kysten har taget imod mange bølgeslag i årenes løb. Det har givet den hårde granit bløde former. Kanterne er blevet slebet, jovist, men klipperne er stadig, som jeg husker dem fra min barndom. Der skal mere end som så til at hugge flager af bornholmsk granit. Det afspejler sig i den bornholmske folkesjæl.

 

Som svanekebo er bevidstheden om en tid, hvor Bornholm var forposten i den Kolde Krig, aldrig langt væk. Jeg voksede op, mens der stadig gik et jerntæppe ned gennem Europa, og min politiske opvågning fandt sted i årene, hvor vi så det utænkelige ske: Berlinmuren brød ned, Sovjetunionen brød sammen - og land efter land bag jerntæppet brød fri.

 

I 1992 var jeg som gymnasieelev med på den første Baltic Sea Camp. Her mødtes unge fra de store øer i Østersøen - Gotland, Åland, Saaremaa, Wolin, Rügen og, ja, Bornholm. Det blev en skelsættende oplevelse for mig. Vi lyttede til Scorpions kæmpehit ”Wind of Change” – der blev soundtracket til Berlinmurens og kommunismens fald. Det var forandringens vind, der blæste ind over Europa i de år.

 

Og samtidig var usikkerheden stor blandt mine nye baltiske og polske venner. Ville friheden fra Sovjet vare ved? Risikerede de kampvogne i gaderne? Turde de virkeligt tro på, at skinnerne var lagt til et liv i frihed, selvstændighed og demokrati?

 

Dét kunne hverken de eller vi sige med nogen større sikkerhed. Vi kunne kun håbe på, at regeringerne i vores respektive lande ville gøre ligesom os: gå i dialog, samarbejde, knytte bånd.

 

I dag blæser forandringens vinde igen internationalt. Men de blæser koldere og hårdere end i min egen ungdom. Hvis ikke vi står fast, så risikerer vi en storm, der blæser den verdensorden og de værdier, hvorpå vi har bygget Danmarks fred, frihed og sikkerhed, omkuld.

 

Vi kan med andre ord ikke længere tage forudsætningerne for vores tryghed for givet. Den internationale orden er præget af fornyet stormagtsrivalisering. Geopolitikken er vendt tilbage. Historien sluttede ikke. Den blev højst sat lidt på pause i de fantastiske og frihedsberusede 90’ere.

 

90’erne, hvor Danmark med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen var et af de første lande til at genoprette diplomatiske forbindelser med de nyligt selvstændige baltiske lande. Hvor vi med Poul Nyrup for bordenden vedtog Københavnskriterierne for optagelse i EF og siden EU. Hvor vi lagde skinnerne til et helt og frit Europa, som i lange stræk kom op at køre med først NATO’s og siden EU’s østudvidelser fra slut-90’erne og op igennem 00’erne. Hvor vi gik aktivt ind i Balkan for at stoppe krigshandlinger og sidenhen for at beskytte den skrøbelige fred.

 

Det var et aktivistisk Danmark, der her gav sig til kende for omverden. Et Danmark, der gik aktivt ud i forsvar for en regelbaseret verdensorden – og et Danmark, der behændigt opererede i hele det udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlerum, Fra klassisk diplomati til skarpe indsatser. Altid med en klar og selvstændigt defineret rolle. Og altid med et større formål for øje.

 

Desværre viste 90erne sig mest af alt som en halvleg mellem det 20. og 21. århundrede. Mellem murens fald i november 1989 og terrorangrebene i USA den 11. september 2001.

 

Freden er forbi. Nye kræfter rører på sig. Gamle alliancer og samarbejdsformater bliver udfordret af både internt og eksternt pres. Det må vi som et lille europæisk land tage bestik af. Vi kan ikke længere tage for givet, at vestlige værdier og individets rettigheder præger international politik. Vi kan ikke længere tage for givet, at en regelbaseret verdensorden sætter dagsordenen for international politik. Vi kan ikke længere tage for givet, at fælles spilleregler regulerer verden.

 

For ikke at komme i klemme og for at sikre danske interesser er vi nødt til at være helt klare på, hvad der er vores interesser og vores værdier - og handle derefter. I en verden i bevægelse er der behov for det kølige overblik.

 

Det handler om troværdighed, solidaritet, klarhed, forudsigelighed og fokus på, hvad der virkelig gælder, og hvor danske interesser er på spil. Det betyder også, at vi skal holde fast i bred opbakning i Folketinget om hovedlinjerne i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – navnlig når det kommer til at sende danskere ud i verdens brændpunkter.

 

Grundstenene i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik – det transatlantiske sammenhold og europæisk samarbejde, er solide og har tjent Danmark vel. Det skal vi ikke ændre på.

 

Men der skal foretages taktiske justeringer i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der er på visse stræk behov for at ændre lidt i formationerne for at få placeret Kongeriget rigtigt i verden. Vi skal tilpasse udenrigs- og sikkerhedspolitikken de nye vinde, der blæser i verden.

 

Det er der brug for, når vi ser stadig flere eksempler på uenighed om tilgangen mellem vores klassiske allierede og samarbejdspartnere på begge sider af Atlanten.

 

Det er vigtigt at understrege, at vi – trods megen polemik i pressen og på sociale medier – jo stadig når til de samme konklusioner i vores respektive udenrigs- og sikkerhedspolitiske analyser. Omend mellemregningerne kan variere. Vi er enige om målene, men ikke nødvendigvis om midlerne, for at sige det lidt firkantet.

 

Tag for eksempel spørgsmålet om Iran. Vi er alle enige om, at det iranske styre aldrig må blive en atommagt. Men der er uenighed over Atlanten om, hvordan vi bedst sikrer det mål.

 

Det rejser to interessante pointer for en tilpasset dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. For det første, at der umiskendeligt fortsat er noget at samarbejde om. Vi deler både bekymringer og slutmål.

 

For det andet, at der i denne dynamik opstår ikke blot et handlerum, men et behov for at handle for Danmark. Og det skal forstås helt praktisk. Danmark skal have en resultatorienteret tilgang med fokus på løsning af konkrete problemer. Vi skal være parat til at levere, når det gælder, og vi skal opsøge og skabe de partnerskaber og koalitioner for positiv handling, der er brug for i den konkrete situation.

 

I forhold til Iran mener USA, at en såkaldt Maximum Pressure strategi er den bedste – måske endda eneste – tilgang. En tilgang, hvor man på alle parametre - diplomatisk, økonomisk, sikkerhedspolitisk etc. lægger et maksimalt pres på sin modpart i håb om at tvinge denne til at handle mod egen vilje.

 

I de europæiske regeringskontorer – herunder i Danmark – er læsningen en anden. Her mener vi, at atomaftalen med Iran er den bedste og mest konstruktive måde at forhindre en ny atommagt i Mellemøsten. Atomaftalen var – og er – et diplomatisk mesterstykke begået ikke mindst af EU’s udenrigsrepræsentanter Catherine Ashton og Federica Mogherini.

 

Den viser, at der – trods de seneste meget bekymrende iranske skridt - er et rum for klassisk diplomati. Den viser, at der er rum for en forhandlet løsning, der sikrer international kontrol med det iranske atomprogram. Og den viser, at der er en mulighed for at undgå atomvåbenoprustning i regionen og fastholde målet om ikke-spredning.

 

Samtidig vil jeg også give vores amerikanske allierede ret i, at aftalen ikke løser de to andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, som Iran er ansvarlig for. Nemlig den negative og destabiliserende rolle, som Iran spiller på tværs af regionen - og deres fortsatte udvikling og brug af ballistiske missiler.

 

Her er der brug for en fornyet indsats med inddragelse af regionale aktører for at sikre, at det iranske styre indstiller deres destruktive fremfærd i regionen. Her vil Danmark slå til lyd for en diplomatisk tilgang, der kan bygge oven på den eksisterende atomaftale.

 

Det gælder også retten til fri sejllads, som er udfordret i Hormuz-strædet. Den danske regering ser positivt på et internationalt bidrag, der kan sikre den civile søfart, højne sikkerheden og dermed medvirke til at deeskalere situationen i Golfen. Som verdens 5. største søfartsnation har vi stærke interesser på spil, og vi føler vi et særligt ansvar.

 

Det gælder den fortsatte kamp mod terror og bekæmpelsen af ISIL. Der er gjort enorme fremskridt, men opgaven er ikke løst. Islamisk stat er stadig en trussel og truslen vokser, hvis ikke vi holder fast.

 

Og det gælder bidrag til stabilisering i den Vestafrikanske Sahel-region for at forhindre, at regionen bliver et fristed for ekstremister, menneskesmuglere eller organiseret kriminalitet. Dermed sætter vi ind imod nogle af de trusler, der driver afrikanere på flugt.

 

Kort sagt – vi skal gøre noget ved de forhold i verden, der udgør en trussel mod fred og stabilitet, både i Mellemøsten, Sahel-regionen og i Europa – og som udgør en trussel mod vores egne tryghed og velfærd.

 

Vi skal være med, hvor det kræves. Også med de militære værktøjer i værktøjskassen, når det er det, situationen byder. Men det må aldrig være det første værktøj, vi griber til. Hele værktøjskassen skal i brug – først og fremmest de diplomatiske virkemidler.

 

Vi skal gøre det med en større dagsorden. Når vi går ind i Sahel-regionen, så må det handle om mere end blot umiddelbar brandslukning. Det skal tænkes sammen til en regional helhedsplan. Hvor vi sætter massivt ind over flere fronter for at sikre sikkerhed, stabilitet og – på sigt – en positiv udvikling i nærområderne. Hvor vi kobler militære bidrag med en langsigtet diplomatisk, økonomisk og udviklingspolitisk indsats i regionen. Så vi støtter opbygningen af velfungerende stater, der på sigt kan tage hånd om egen sikkerhed og stabilitet. Det kræver også en styrket rolle for FN. Både ift. den konkrete situation i Sahel. Men så sandelig også globalt. Et reformeret og stærkt FN vil kunne – og bør være – udgangspunkt for det forsvar for en regelbaseret verdensorden og den positive, bæredygtige og lighedsbaserede udvikling jeg ønsker at se i verden.

 

Danmark skal, i mine øjne, til at føre en værdibaseret, aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er tilpasset den verden, vi lever i. Inspireret mere af 90’ernes tilgang end 00’ernes. Jeg kommer aldrig til at abonnere på tankegangen om at ”enten er i med os, eller også er i imod os”.

 

Et grundlæggende pejlemærke i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er NATO og det transatlantiske bånd. Derfor er og forbliver Danmark en kerneallieret. Men fred og sikkerhed er ikke gratis. Og Danmark skal naturligvis også være med til at betale den regning.

 

Det viser vi klart med tillægsaftalen til det brede forsvarsforlig 2018-2023, der bringer Danmark et langt skridt i den rigtige retning. Men vigtigere endnu er det, at Danmark stiller op, når det kræves. Vi har bidraget til samtlige NATO-missioner. Vi står last og brast med vores alliancepartnere. Vi tager ansvar og er til at regne med, selv om opgaverne ude i verden er svære. Det vil vi fortsat gøre.

 

Det andet pejlemærke er, at Europa og EU skal blive en stærkere stemme i international politik og tage bedre vare på egen sikkerhed. Både af hensyn til os selv, men også fordi Europa skylder at løfte en større del af de samlede byrder for den fælles sikkerhed. Det skal ske i tæt samarbejde med både NATO og USA.

 

Danmark kan ikke være med i alt på grund af forbeholdet. Men der hvor vi kan være med, skal vi være med på fuld kraft. Det gælder for eksempel i forhold til den Europæiske Forsvarsfond, der skal fremme innovation, forskning og samarbejdsprojekter inden for de europæiske landes forsvar.

 

Det er ikke Danmarks stil at være med på en gratis badebillet. Det er blandt andet derfor, at vi udover at være med, hvor vi kan i EU-sammenhæng, også aktivt deltager i for eksempel det fransk-initierede European Intervention Initiative, hvor 10 europæiske lande udveksler forsvarsinformationer og -analyser mellem landene.

 

Som et tredje pejlemærke vil jeg pege på Rigsfællesskabet. Der er brug for et markant større fokus på og forståelse for, hvad Rigsfællesskabet er – og i særdeleshed hvad det bør være. Stærke fællesskaber skabes kun gennem ligeværd og gensidig respekt. Samarbejde kræver en tæt og løbende kontakt om de spørgsmål, der vedrører Kongerigets tre dele.

 

Det gælder i særdeleshed udviklingen i Arktis. Med isens afsmeltning stiger temperaturerne også blandt de mange lande og organisationer, der direkte eller indirekte har interesser i det arktiske område. Nye og gamle aktører presser sig på - og med flere sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser på spil, er samarbejdet i Rigsfællesskabet blevet vigtigere end nogensinde før.

 

Det er afgørende, at Rigsfællesskabet står som en fælles enhed. Både for at få mest muligt ud af mulighederne, men også for at kunne håndtere udfordringerne i Arktis og Nordatlanten, hvor der også er en stigende militær tilstedeværelse. Her som andre steder gælder det, at fællesskab gør stærk.

 

Det fordrer endnu mere samarbejde og inddragelse af Grønland og Færøerne på områder, hvor de har særlige interesser.

 

Jeg voksede op med bevidstheden om, at et lille land let kan komme i klemme mellem stormagter. Jeg gik ind i politik med troen på, at et fælles sæt spilleregler for international politik kunne sikre, at individer og nationer selv kunne beslutte, hvem de var og hvor de hørte hjemme.

 

I dag er det internationale system under pres, og derfor er der brug for lande, der vil kæmpe for selve det internationale regelsæt og naturligvis overholdelse af reglerne. Så det igen bliver fællesskabets regler frem for enkeltstående staters magt, der råder i international politik.

 

Det kræver, at Danmark har en udenrigs- og sikkerhedspolitik med dybde og bund. Med fokus på gamle og nye pejlemærker rettet mod danske interesser og værdier.

 

Danmark er tæt indvævet i det internationale system med gode alliancepartnere. Vi skal samtidig gøre os klart, at der kun er os til at tage vare på Danmarks interesser - andre gør det ikke for os.

 

Når Danmark går ud i verden skal det være med slebne kanter og stenhård kerne. Som bornholmsk granit.