Spring til indhold

Udenrigsministeriet afholder kursus i EUs adgangsprøve på EU repræsentationen i Bruxelles

29.04.2015  09:04

Udenrigsministeriet og EU-repræsentationen afholder fredag den 22. maj i Bruxelles et forberedende heldagskursus i EU’s indledende elektroniske del af EU’s adgangsprøve (CBT’en). Kurset er rettet mod danske kandidater, der p.t. opholder sig i eller omkring Belgien og er tilmeldt EU’s adgangsprøver for AC-generalister og revisorer til Den Europæiske Revisionsret 2015. At kurserne udbydes til begge adgangsprøver skyldes, at formatet i flg. vore oplysninger er sammenlignelige for begge prøver. Der er tale om et supplerende tilbud i forhold til de tilsvarende kurser, der tilbydes i Udenrigsministeriet i København i dagene 4.-7. maj.

Der er et begrænset antal pladser, hvorfor der stilles krav om grundig egen-forberedelse forud for kurset for at komme i betragtning. Tilmelding er bindende. Ved tilmelding skal fremsendes bevis på tilmelding til en af de to adgangsprøver fx i form af screen dump.

Kurserne afvikles af den franske forvaltningshøjskole ENA (Ecole nationale d'administration).  Der vil blive givet generel information om prøven, men derudover udelukkende blive fokuseret på træning i CBT’ens fire delområder - verbalt ræsonnement, numerisk ræsonnement, abstrakt ræsonnement og faglig dømmekraft.

Kurset finder sted på Danmarks EU repræsentation, Rue d´Arlon 73, 1040 Bruxelles og vil vare fra kl. 09.00-17.00. Der afholdes frokostpause fra kl. 12.15 – 13.15 for egen regning.

Tilmelding er bindende og skal ske personligt til jonbur@um.dk eller jepves@um.dk senest fredag den 8. maj 2015, kl. 12.00. Der skal ved tilmeldingen anføres, om man er ansat i centraladministrationen, under uddannelse (og hvor) eller andet.

Udenrigsministeriet og EU-repræsentationen vil hurtigst muligt efter fristens udløb udsende en meddelelse om eventuel kursusdeltagelse direkte til de tilmeldte deltagere.
 
Kontakt
Yderligere oplysning kan fås hos ministerråd Jeppe Torp Vestentoft (jepves@um.dk), EU-repræsentationen eller fuldmægtig Allan Toft (alltof@um.dk), Udenrigsministeriets HR.



Seneste nyt

    Se alle