Spring til indhold

EU udskriver adgangsprøve for AC-generalister – tilmeld dig fra 19. marts til 21. april på EPSOs hjemmeside.

19.03.2015  16:18
Nu er det tid til EUs adgangsprøve for AC-generalister 2015, så har du lyst til at arbejde i et spændende multikulturelt miljø med mulighed for skiftende arbejdsområder samt rotation mellem Europa og resten af verden – så er det nu, du skal tilmelde dig adgangsprøven på EPSOs hjemmeside. Du kan tilmelde dig fra torsdag 19. marts til tirsdag 21. april – og start i god tid!

EU åbner torsdag den 19. marts 2015 for tilmelding til næste adgangsprøve for AC-generalister. Tilmelding skal ske elektronisk senest tirsdag den 21. april kl. 12.00 Bruxelles-tid til EPSO – EU's kontor for personaleudvælgelse – i overensstemmelse med instruktionen på EPSOs hjemmeside. Hjemmesiden giver ligeledes en række oplysninger om karrieremuligheder og arbejdsopgaver i EU's institutioner. Desuden indeholder hjemmesiden link til EU's officielle meddelelse om adgangsprøven, der rummer en detaljeret gennemgang af adgangsprøvens indhold og format, tillige med de fornødne kvalifikationskrav for at tilmelde sig prøven.

Det er formålet med adgangsprøven at finde 149 kandidater til ansættelse ved EU's institutioner i Bruxelles og Luxembourg. Ansættelse finder sted på EU's indgangsniveau for AC’ere (AD5). Oplysning om EU's løn og ansættelsesvilkår findes på UMs hjemmeside.

Tilmelding til adgangsprøven kræver, at man er statsborger i et EU-land og har et diplom fra en universitetsuddannelse af mindst tre års varighed (bachelor). Kandidater, der først for deres bachelorgrad 31. juli 2015, kan også melde sig til prøven. Det er endelig et krav, at man behersker mindst ét officielt EU-sprog fuldt ud (f.eks. dansk) og har arbejdskendskab til et af EU's tre hovedsprog – engelsk, tysk eller fransk. Erhvervserfaring er ikke et krav.

Ministeriet har for nuværende ikke oplysninger om, hvornår de forskellige dele af EU's adgangsprøve vil finde sted, men EPSO udsender oplysninger til kandidaternes EPSO-konto, når der foreligger nyt.

Den første del af EU's adgangsprøve er en computer baseret multiple choice test og består af fire dele – en verbal del, en numerisk del, en abstrakt del og en situationsforståelsesdel. Prøven gennemføres i et af EPSOs 78 testcentre rundt om i verden – i Danmark ligger testcentret i Avedøre nær København. Prøven har hidtil fundet sted i maj/juni, men kandidater der tilmelder sig, vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af den første del af adgangsprøven, når tilmeldingsperioden er udløbet.

Kandidater, der ved adgangsprøvens første del opnår den højeste score ved delene abstrakt og situationsforståelse, går videre til den anden del af EU's adgangsprøve, hvis kandidaten samtidigt har opnået minimumskravene for den verbale og numeriske del. Dette er en ny prøve, som er indført ved indeværende års adgangsprøve. Prøven er en indbakketest og består af 15-20 spørgsmål, som skal besvares ud fra viden indhentet i en indbakke omfattende mails, vedhæftede dokumenter o.l. Prøven forventes gennemført i et af EPSOs testcentre i Europa.

Kandidater, der går videre til denne del af adgangsprøven vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af prøven. Der går ca. 10 gange flere videre til denne anden del af adgangsprøven, end de 149 kandidater der søges.

Kandidater, der opnår den højeste score i indbakketesten går videre til den tredje og sidste del af EU's adgangsprøve, der typisk sted i EU's evalueringscenter i Bruxelles. Prøven består af et case-study, en gruppeøvelse, et struktureret interview og en mundtlig præsentation. Kandidater, der går videre til denne del vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af prøven. Der går ca. 2 gange flere videre til denne anden del af adgangsprøven end de 149 kandidater der søges. De endelige resultater af adgangsprøven forventes at foreligge primo 2016.

EPSOs hjemmeside indeholder prøvepakker på alle de officielle EU-sprog (herunder dansk – vælg i oversigten), som kandidaterne skal gennemføre elektronisk forud for selve adgangsprøven. Denne prøve bedømmes ikke af EU, men skal hjælpe kandidaterne til at vurdere deres chancer for at bestå, samt afdække om der er områder, der har behov for at blive udviklet.

Det anbefales, at man går i gang med ansøgningsprocessen i god tid fx for at undgå tekniske problemer ifbm. tilmeldingen.

Udenrigsministeriet vil i 2015 afholde træningskurser i adgangsprøvens første del. Der vil være tale om 4 ens træningskurser af en dags varighed i dagene 4. – 7. maj og vil blive afholdt i Udenrigsministeriet af den franske forvaltningshøjskole ENA.

Information om kurserne vil blive bragt på Udenrigsministeriets særlige hjemmeside om ”NYT OM INTERNATIONALE STILLINGER”. Interesserede anbefales derfor at tilmelde sig som abonnenter på siden, så de automatisk får tilsendt oplysninger om tilmeldingskrav, tid o.l.

Mangler du inspiration om EU som arbejdsplads er her forslag til inspirationsvideo:



Seneste nyt

    Se alle