Spring til indhold

Udenrigsminister Martin Lidegaard deltager i topmøde om voldelig ekstremisme i Washington

18.02.2015  09:17

Udenrigsminister Martin Lidegaard deltager på regeringens vegne i et internationalt ministermøde den 18.-19. februar i Washington om forebyggelse af voldelig ekstremisme. Udenrigsministeren mødes også med den amerikanske udenrigsminister John Kerry, som er vært for mødet.

Forud for mødet udtaler Martin Lidegaard:

”Weekenden har nok engang vist, hvor nødvendigt det er at samarbejde internationalt og lære af hinanden i kampen mod radikalisering. Ikke mindst skal vi blive bedre til at forebygge, at unge tiltrækkes af ekstremismen, den skal bekæmpes med åbenhed, sammenhold og demokrati, der i længden er det stærkeste og mest effektive modsvar.

Derfor er jeg glad for, at mødet i Washington netop handler om at bekæmpe radikalisering og terror gennem forebyggelse, hvor Danmark har meget at byde på med vores erfaringer på nationalt og kommunalt niveau. Vi kan blive endnu bedre, men det kræver mere samarbejde.” 

Baggrund:
Topmødet i Washington den 18.-19. februar er en opfølgning mødet i FN’s Sikkerhedsråd, som præsident Obama ledte under FN’s Generalforsamling i september 2014. Mødet forventes at samle ministre fra over 60 lande samt repræsentanter for internationale organisationer, civilsamfundet og den private sektor.

For yderligere information:
Asbjørn Haugstrup, særlig rådgiver, tlf.: 26729421
Lars Peter Levy, presserådgiver, tlf.: 41904124