Spring til indhold

H.K.H. Kronprinsessen og handels- og udviklingsministeren besøger Etiopien den 16. – 18. februar 2015 

09.02.2015  14:00

Den 16. – 18. februar rejser Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen til Etiopien. Besøget i Etiopien vil have et todelt fokus. Dels på kvinders sundhed og rettigheder i humanitære krisesituationer, dels på omskæring af kvinder.


Handels- og udviklingsministeren og Kronprinsessen vil mødes med en række internationale og civilsamfundsorganisationer og foregangspersoner inden for kvinders sundhed og rettigheder og få belyst problematikker såvel som mulige løsningsmodeller. Det gælder også de særlige udfordringer og sårbarheder, som kvinder og børn står overfor i humanitære kriser, herunder bl.a. kønsbaseret vold.


I hovedstaden Addis Ababa vil Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og Mogens Jensen desuden mødes med etiopiske kvindelige iværksættere. Mogens Jensen vil dertil gennemføre enkelte politiske samtaler. 
 

Handels- og udviklingsministeren udtaler:

”Piger og kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop og til at få uddannelse og bidrage til samfundet. Det handler både om menneskerettigheder og om vækst. Hvis de fattigste samfund for alvor skal løfte sig, så skal kvinderne med”.


Baggrund

Selvom omskæring af kvinder er forbudt ved lov i Etiopien, har landet med ca. 75 procent omskårne fortsat en af de højeste forekomster af denne praksis i verden. Et vedvarende fokus er derfor afgørende for at fastholde og accelerere indsatsen med at nedbringe antallet af omskårne piger og kvinder, hvis Etiopien skal nå sit eget mål om at afskaffe omskæring af kvinder inden 2025. På verdensplan vurderes der at være 125 millioner omskårne piger og kvinder, og 30 millioner risikerer fremadrettet at blive omskåret.

Danmark yder støtte til FN’s Befolkningsfond (UNFPA) og FN’s Børnefond (UNICEF), der sammen arbejder på at afskaffe kvindelig omskæring i Etiopien og 16 andre lande. Værktøjerne tager primært form af uddannelse, oplysning om bl.a. rettigheder og sundhed, dialog med lokalsamfundene og inddragelse af religiøse ledere, der har til hensigt at skabe gennemgribende normændringer og et opgør med kvindelig omskæring.
 
Etiopien huser pt. Afrikas største flygtningepopulation på mere end 700.000 og modtog knap 200.000 sydsudanesiske flygtninge i 2014, hvoraf det overvejende flertal var kvinder og børn.
 
Kvinder og pigers sundhed og rettigheder er desuden en af de de danske hovedprioriteter, når FNs generalforsamling i september 2015 skal vedtage nye udviklingsmål for verden. 


For yderligere information kontakt:
Maria Westh, presseansvarlig, tlf: +45 50778664