Spring til indhold

Udenrigsministerens indlæg til debatarrangement om Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi


Tak for invitationen. Jeg har glædet mig til at debattere regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi med jer. Der er nok at tale om. Faktisk så meget, at det vil være helt umuligt at komme igennem det hele på den time vi har til rådighed.
Så i stedet for slavisk at gennemgå strategiens fokusområder og indsatser, vil jeg hellere pege på nogle få kerne-udfordringer og give mit bud på, hvordan Danmark skal agere i den verden vi lever i. 

Prøv engang at tænke tilbage til 2011, hvor Løkke bød Putin på en øl i Tivoli. Jeg tror ikke, at mange dengang havde forestillet sig, at vi i dag skulle stå i en situation, hvor Rusland igen udgør en så alvorlig sikkerhedstrussel mod Europa. I vores nærområde i Østersøregionen, men også i forhold til vores venner og allierede i Ukraine, Georgien og andre steder. 
 
Prøv så at tænke fire-fem år tilbage. Hvor mange her havde forudset, at Storbritannien skulle forlade EU? Tanken ville have været absurd. Og nu skal det britiske parlament så stemme i næste uge, efter hvad der vist bedst kan beskrives som en kaotisk proces.
Og hvem havde forventet et USA under Trump, der i dén grad stiller spørgsmålstegn ved den verdensorden, som amerikanerne selv har været med til at opbygge og nydt godt af i de forgangne 70 år? 

Prøv nu at tænke tilbage på bare det seneste år. I 2018 har vi været vidne til en række helt uacceptable brud på international lov og ret med attentatforsøget på Skripal i Storbritannien, drabet på Khashoggi i Istanbul og ikke mindst de iranske attentatplaner i Danmark.

Samtidig er vi i en situation, hvor offentlige institutioner, danske virksomheder og den danske stat i stigende grad bliver udsat for cyberangreb fra både statslige og ikke-statslige aktører. 

Og hvor en aktør som Kina aktivt forfølger sine globale ambitioner og øger sin indflydelse. Der er ikke mange steder tilbage på jorden, hvor Kina ikke har interesser. De vil gerne have mere at skulle have sagt. Det er sådan set forståeligt nok. Men med deres stigende indflydelse skal vi naturligvis også være opmærksomme på vores interesser, og på at deres samfundsmodel er væsentligt anderledes end vores.
Samtidig udfordres vores sikkerhed af en lang række grænseoverskridende trusler og problemer som migration, terrorisme, klimaudfordringer og ustabilitet.
Så der er ingen tvivl om, at der er udfordringer nok. Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer et så komplekst trusselsbillede. Hvordan vi sikrer, at Danmark står stærkest muligt i en usikker verden. 

Min egen overbevisning er, at Danmark er nødt til at tage ansvar. At stå fast over for dem, der udfordrer vores værdier og bryder de internationale spilleregler. Og at turde at gå forrest når det kræves. 

Som vi gjorde det, da vi reagerede hurtigt og skarpt på de fuldstændig groteske iranske attentatplaner, som var et overgreb  på dansk suverænitet. Hvor det faktisk lykkedes os, med en kæmpe indsats, at få skabt fælles front i EU og i tirsdags få indført nye sanktioner som en reaktion på Irans fuldkommen uacceptable opførsel – ikke kun i Danmark, men også andre steder i Europa. 

Eller som vi gjorde det, da vi sendte et klokkeklart signal ved at suspendere al eksport af våben og dual-use produkter til Saudi-Arabien som reaktion på den forfærdelige situation i Yemen og drabet på Khashoggi. 

Eller som vi gjorde det ved at sætte handling bag ord og udvise to russiske diplomater efter sagen om brug af giftgas i Storbritannien. Og som vi gør det ved meget klart at sige fra over for Ruslands aggression – både ved at styrke indsatsen i vores nærområde, ved at bakke op om vores baltiske venner med fremskudte tropper og ved at engagere os i Ukraine for at støtte deres demokratiske udvikling. 

Det er alt sammen eksempler på det jeg vil kalde en resolut udenrigspolitik. En udenrigspolitik hvor vi står fast på vores principper, og siger klart og tydeligt fra når de principper overtrædes. 

Samtidig er det også gode eksempler på hvorfor samarbejde og solidaritet er så afgørende. Hvorfor det var vigtigt, at vi udviste solidaritet med vores britiske venner i forbindelse med angrebet i Salisbury – ligesom de udviste solidaritet med os i forbindelse med de iranske attentatplaner i Danmark og indførelsen af sanktioner. Fordi de her sager ikke kan håndteres alene. Vi står nu engang stærkere, når vi står sammen.

 ***

Jeg havde en gammel onkel. Han var radikal. Han plejede at sige, at en succesfuld dansk udenrigspolitik var, hvis ingen syd for Hamborg vidste, hvor Danmark lå. Men den går ikke længere. Vi er en del af den globaliserede verden om vi vil det eller ej. Og dermed har vi også en interesse i at engagere os og i at præge det internationale samarbejde og de rammer og systemer det fungerer i.

For et velfungerende, forpligtende internationalt samarbejde er den eneste måde hvorpå vi kan finde effektive svar på store, grænseoverskridende problemer som migration og klima.
Men det internationale samarbejde er i krise. Den dybeste krise siden de Kolde Krig, vil jeg faktisk påstå. Og der er rigtig meget på spil. 

Derfor lægger vi os med den nye strategi entydigt på den side af historien, der handler om at vælge det forpligtende, internationale samarbejde til – og ikke at vende verden ryggen.
Jeg er helt klar over, at en øget dansk indsats ikke bliver en ”game changer.” Det er bestemt heller ikke Danmarks ansvar alene – men det er også vores ansvar. Og derfor skal vi overveje, hvor Danmark kan gøre en særlig forskel, hvis vi prioriterer klogt.
Lad mig nævne blot et par konkrete eksempler fra strategien. På det sikkerhedspolitiske område styrker vi den danske indsats for stabilisering og konfliktforebyggelse med bl.a. nye midler til internationale operationer og FN’s arbejde med fredsopbygning.
På det værdipolitiske område vil vi bruge vores plads i FNs Menneskerettighedsråd til at hjælpe civilsamfund og menneskerettighedsforkæmpere. Og mens vi er der, vil vi også presse på for reformer, der skal sikre et mere effektivt og troværdigt Råd.
Og på handelsområdet vil vi mobilisere private aktører i en alliance for at fremme internationale regler for e-handel.
Kampen for et stærkt internationalt samarbejde baseret på liberale værdier forudsætter, at vi fastholder USA’s engagement. Amerikansk globalt lederskab er i Danmarks klokkeklare interesse. 

Det er ikke det samme, som at vi altid er enige med USA om alting. Vi har ikke lagt skjul på, at vi er bekymrede over Trump-administrationens holdning til f.eks. frihandel og klima. Eller deres tilbagetrækning fra internationale organisationer som Menneskerettighedsrådet. Men de uenigheder ændrer altså ikke på, at det er helt centralt for Danmark, at USA fortsat er engageret i det internationale samarbejde. 

Det gælder ikke mindst i forhold til det amerikanske engagement i Europa. Og her er det på tide, at Europa tager et større ansvar for egen sikkerhed. Derfor øger vi vores bidrag til NATO’s kollektive forsvar i Østersøregionen og vores kapacitet til at deltage i internationale operationer. Og vi styrker Danmarks digitale sikkerhed og vores deltagelse i det internationale samarbejde om cybersikkerhed. Også her tager vi ansvar. 

NATO er fortsat garanten for Danmarks sikkerhed. Men der er større forventninger til, at EU bidrager mere til europæisk sikkerhed og selv løser en række udfordringer i den blødere ende af spektret. Det bakker regeringen helhjertet op om.

Det er kun godt for Europa – og for Danmark – at de europæiske lande bliver i stand til at løfte flere af Europas sikkerhedsudfordringer på egen hånd. Det er bare en skam, at vores forsvarsforbehold betyder, at vi er udelukket fra en stor del af det arbejde.
Derfor har både jeg selv og regeringen sagt meget klart, at vi ønsker at komme af med forsvarsforbeholdet. Men vi har lige så klart sagt, at vi ikke vil fifle med forbeholdet, så længe vi har det. 

Først og fremmest skal vi have en oplyst debat om forbeholdet. Derfor har vi igangsat en ekstern udredning af betydningen af EUs sikkerheds- og forsvarspolitiske udvikling for Danmark. Så vi kan tage tingene i den rigtige rækkefølge.

For mig personligt, er der ingen tvivl om, at et stærkt europæisk sammenhold er centralt i en udfordrende sikkerhedssituation, hvor fremmede magter forsøger at øge deres indflydelse.
Derfor var det også så afgørende, at vi fik en klar, solidarisk europæisk reaktion på de iranske attentatplaner her i Danmark. For det er nu engang dér, det gør en reel forskel. Dér, det gør ondt. Når vi står sammen om en klar og utvetydig reaktion. 

Udfordringer er der nok af. Og så har jeg endda kun skrabet i overfladen med dem jeg har nævnt her. 

Men heldigvis er det ikke kun skidt. Vi skal huske på, at på trods af usikkerhed og masser af udfordringer er verden i dag faktisk et langt bedre sted, end vores oldeforældre kunne have drømt om. 

Udviklingen i teknologi og stigende samhandel betyder, at stadig flere mennesker får bedre muligheder. Globaliseringen har løftet millioner ud af fattigdom. Levealderen stiger, børnedødeligheden falder, flere piger kommer i skole. Den udvikling skal vi aktivt understøtte. 

For kun sådan kan vi sikre, at Danmark også i fremtiden vil være et af de frieste, rigeste og tryggeste samfund på kloden.   

Tak for ordet.