Spring til indhold

Udenrigsministerens indlæg på Verdensnaturfondens konference om Arktis


Udenrigsministerens indlæg på Verdensnaturfondens konference om Arktis på Københavns Universitet, den 16. marts 2012

Tak til Verdensnaturfonden for invitationen til at komme og tale om Arktis – et emne, som slet ikke er til at komme udenom. Jeg er glad for, at Verdensnaturfonden tager initiativet til at kaste lys over de mange problemstillinger, udfordringer og muligheder vi skal forholde os til i Arktis.  Og tak til Københavns Universitet for at lægge lokaler til.

Udfordringerne for os i det arktiske område er af historisk karakter.
Verden har jo før set nye verdensdele udvikle sig. Nye verdensdele er blevet opdaget, og en såkaldt udvikling sat i gang. Som hovedregel har det medført undertrykkelse, udnyttelse og udplyndring. Vi kender det bl.a. fra Afrika, Asien og Sydamerika.

Vores perspektiver for det arktiske område er i dag helt modsatte. Det historiske ligger i, at vi for første gang har mulighed for at udvikle en verdensdel fredeligt og reguleret - men vigtigst af alt: Under hensyntagen til de mennesker, der bor der.

Med Rigsfællesskabet har Danmark og Grønland en geopolitisk og geostrategisk betydning – og dertil svarende interesser – som jeg slet ikke tror vi helt har forstået det fulde omfang af endnu. Men tag ikke fejl. Her står historien virkelig og banker på vores dør.

For interessen for Arktis er enorm og den er støt stigende – fra hele Verden.
Danmark sidder i Arctic Five, altså med ved bordet sammen med de øvrige lande, der har kyststrækninger i Arktis. Og vi sidder med ved bordet i Arctic Council, for alle lande med arktisk territorium. Og begge steder er Rigsfællesskabet en stor og helt central aktør.

Både geopolitisk og geostrategisk er Arktis i virkeligheden dét helt centrale og naturlige interesseområde, for en dansk regering. Det er derfor en kæmpe udfordring for Rigsfællesskabet i årtierne frem – og ikke mindst for vores grønlandske venner – at tage vare på det ansvar og de muligheder, udviklingen i Arktis rummer.

Vi står nemlig foran en udvikling, som er uafvendelig: Isen smelter, og nye muligheder åbner sig. Og med dem også mange fristelser.

For første gang nogensinde har de stater, der har indflydelse på denne regions fremtid sagt: Dette vil vi håndtere på en fredelig måde, inden for vedtagne forhandlingsprocesser, i veldefinerede internationale fora – og med respekt for de indbyggere, der oprindeligt befolkede og den dag i dag befolker det arktiske område.

Jeg elsker Grønland og har været der mange gange. Og jeg må indrømme, at den fantastiske natur, de gode mennesker og den særegne kultur hurtigt kan give et lidt romantisk billede. Men vi kan ikke forfalde til at betragte området som en kæmpe nationalpark, et frilandsmuseum i en imponerende kulisse. For der bor altså mennesker der. Levende, moderne mennesker. Mennesker med behov for - og ret til – en bæredygtig social, kulturel og økonomisk udvikling.
Der er heldigvis en sjælden enighed i international politik, og den skal Rigsfællesskabet sætte alt ind på at bevare og udbygge til gavn for de 4 mio. indbyggere i Arktis – og ikke mindst for Grønlands befolkning.

Men det er en stor og vanskelig opgave. Faktisk en af de allerstørste internationale udfordringer, som Danmark nogensinde har stået overfor.
I dag vil jeg gerne igen understrege, at det er en hovedprioritet for regeringen, og for mig personligt, at sikre, at udviklingen i Arktis og Rigsfællesskabets positioner og handlinger fastlægges i den tættest mulige dialog med Landsstyrerne i Grønland og Færøerne med henblik på, at udviklingen kommer befolkningerne til gavn.

Lad mig pege på en række faktorer, der vil definere Rigsfællesskabets arktiske politik i de kommende år:

For det første de klimatiske faktorer. Hvor meget og hvor hurtigt isen trækker sig tilbage, er afgørende for hvor meget og hvor hurtigt en række erhvervs- og udviklingsmuligheder udfolder sig. En række spørgsmål opstår så som:
• ”hvornår, hvordan og hvor længe trækker isen sig - og bliver nordøst- og nordvestpassagen farbare?”,
• ”hvor store bliver udgifterne til at efterforske og udnytte olie- og gasforekomster, hvis overhovedet?”,
•  ”hvordan kommer udvindingen af mineraler til at forløbe?”,
• ”hvor stort bliver turisterhvervet?”
• hvordan udvikler fangst- og fiskerimulighederne sig?”
• hvordan vil Grønland stille sig til udvinding af sjældne jordarter, hvis det indebærer at der også kommer uran med?
• hvad er de miljømæssige, biologiske, sociale og kulturelle risici ved hele perspektivet?

Kort sagt er det sådan, at klimaforandringerne dikterer rammerne for den arktiske fremtid.

En anden faktor vil være den teknologiske og økonomiske udvikling globalt set. Forholdene i Arktis er ekstreme, afstandene er nærmest ubegribelige, men alligevel ser vi, hvordan der opnås teknologiske fremskridt på en masse områder. F.eks. indenfor isbrydning, efterforskning af olie- og gas, bygning af skibe, der kan klare voldsomme istykkelser, avanceret satellit- og GPS-teknologi og mange andre felter.

Disse teknologier har også indflydelse på økonomien i udviklingen af det arktiske område, lige så vel som eksterne faktorer har det - olieprisen, mineralprisen og i det hele taget den globale økonomiske udvikling, for blot at nævne nogle få. Det vil sige, at når opsvinget og højere vækst vender tilbage, så vil udviklingen i Arktis komme til at gå virkelig hurtigt.

Med de muligheder der lige nu byder sig til, bliver Arktis også konjunktur-følsomt i takt med omlægning af regionens indtægter og økonomiske beroende.

Dette er en potentiel fordel, men store udfordringer og faldgrupper ligger også forude:

For samtidig med, at der er initiativer i gang for at udforske mulighederne for at udnytte nogle af de ressourcer, der findes, skal vi fortsat folde blikket på hovedprioriteten: Hvordan sikrer vi os, at en sådan udvikling ikke ender i et Klondyke-scenarie, hvor økonomiske interesser går forud for miljøet, og hvor arbejdsmiljøet, sundheden og de sociale forhold i sårbare samfund i f.eks. Grønland kommer til at blive tabere i et nyt ”gold rush”?

Jeg er personligt utrolig tryg ved den grønlandske ledelse, som har en ekstrem høj bevidsthed om faldgruberne og snubletrådene i det her spil. Men det er også helt nødvendigt. Befolkningerne i både Danmark og Grønland skal være klar over hvad vi er oppe imod: Multinationale selskaber og internationale stormagter. Kapital- og videnstærke interesser, der kan købe sig til de bedste hoveder og er drevne i at fremstille netop deres egne interesser som sammenfaldende med indehaverne, af dét de p.t. efterspørger.

Regeringen er derfor i løbende dialog og koordinerer tæt med det grønlandske selvstyre om, hvordan man undgår de scenarier, der i andre dele af verden har ført til et ”race towards the bottom” for standarderne på disse områder – altså, hvor ønsket om at tiltrække f.eks. kapital har ført til en konkurrence på standarder.

En tredje faktor, der kommer til at påvirke Rigsfællesskabets politik, er den globale politiske udvikling. De udfordringer, Arktis står over for, er eksempler på, hvordan globaliseringen vitterlig er blevet det, der ligger i ordet – nemlig global..

Olieforekomster i Arktis kan påvirke oliepriserne og ændre magtforholdene i Mellemøsten – og omvendt. Effektiv udnyttelse af sejlruter kan påvirke den økonomiske udvikling i Asien. Fund og udnyttelse af sjældne jordarter eller kritiske mineraler, som de også kaldes, bruges til fremstilling af strategiske produkter som satellit- og radarsystemer og IT-udstyr.

Derfor ser vi da også, at mange lande selv meget fjernt fra Arktis viser endog meget stor interesse for, hvad der sker i Grønland og andre dele af Arktis. Det betyder så også, at den politiske stabilitet i Mellemøsten og dermed olieprisen, eller Kinas forhold til magter som Rusland og USA kan få indflydelse på, hvor konfrontatorisk det internationale politiske spil vedrørende Arktis kan blive.

Det kan man jo efter temperament synes er skræmmende eller spændende. Men for det første er denne udvikling ikke til at stoppe på samme måde, som globaliseringen ikke er til at stoppe. Og for det andet bliver vi nødt til at indse, at det er legitimt, at lande i EU, men også lande som Kina, Sydkorea, Indien og Singapore og andre aktører har interesser i Arktis, som de vil sætte meget ind på at varetage.

Vores opgave bliver altså at sikre, at denne interessevaretagelse sker på samme måde, som de arktiske stater har valgt at samarbejde på: Det vil sige gennem veldefinerede politiske og diplomatiske processer, som jeg nævnte i begyndelsen.

Derfor støtter jeg optagelse af de aktører, der har ansøgt om at få observatørstatus i Arktisk Råd, og som lever op til de kriterier, som blev vedtaget på Arktisk Råds ministermøde i Nuuk i maj 2011.
På den måde sikrer vi os større transparens med hensyn til disse ansøgeres engagement og interessevaretagelse i forhold til Arktis. Vi sikrer os også, at ansøgerne herved får bedre viden om vore synspunkter, så vi dermed får større mulighed for at øve indflydelse på disse aktørers adfærd i det arktiske.

Bare i de første par måneder af 2012 har der været en del interesse om de strategiske forhold i Arktis. Der er udkommet læsværdige rapporter om de strategiske og sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis. Nogle af dem indeholder ret voldsomme scenarier for, hvor galt det kan gå. Det er sådan set helt i orden, men jeg vil gerne give dem nogle ord med på vejen:

Lad mig først sige, at jeg holder fast i de særdeles fredelige intentioner, der tilkendegives fra alle sider vedrørende arktiske spørgsmål. Et meget håndfast udtryk for det er Ilulissat-erklæringen fra 2008. Her forpligter de arktiske kyststater sig til at følge de internationale spilleregler ved uenighed om territorialafgrænsning.  Krigsscenarierne vil jeg derfor overlade til forskningsrapporterne. 

Det betyder jo ikke, at der ikke ligger alvorlige strategiske og forsvarsmæssige overvejelser foran os vedrørende Arktis.

Det danske forsvar har igennem de sidste 20 år deltaget i militære operationer på Balkan, i Irak, i Afghanistan og i Libyen. Men samtidig har vi set, hvordan de civile militære indsatser har spillet mere og mere sammen, ikke mindst i Afghanistan, og hvordan de danske soldater og deres kapaciteter har vist sig særligt velegnede til at indgå i et sådan samarbejde.

Nok er det en af forsvarets hovedopgaver at sikre Rigsfællesskabets territoriale suverænitet, men samtidig vil jeg gerne understrege, at en af hovedoverskrifterne for det danske forsvars tilstedeværelse i det arktiske område er: Løsning af civilt relaterede opgaver med militære kapaciteter.

Vi vil derfor i de kommende år se et stigende behov for, at vores forsvar involveres i arktiske opgaver, der har et stærkt civilt element. Opgaver, der ikke er nye for de af forsvarets enheder, som opererer i Arktis, men hvis omfang vil øges i kompleksitet og geografisk udbredelse.

Lad mig nævne nogle eksempler.


Efterhånden som besejlingen af de arktiske farvande øges som følge af øget råstofefterforskning, turisme, fiskeri og åbning af nye fragtruter, vil sandsynligheden for, at der kan ske ulykker desværre øges. Derfor vil kravet til forsvarets beredskabspotentiale blive større.

Det er en vanskelig opgave at have kapaciteter over et så stort område, og derfor vil nogle af disse kapaciteter være beredskabsenheder i Danmark, der hurtigt kan deployeres i f.eks. Grønland.

En anden opgave er fiskeriinspektion, som der vil blive større behov for, efterhånden som fiskeriet vil kunne øges på grund af fiskenes migration nordpå som følge af stigningen i havvandstemperaturen.

Et tredje eksempel er miljøovervågning. Det er f.eks. overvågning af forurening fra den øgede skibsfart, som vi må vente i takt med at isen trækker sig tilbage. Også dette vil pga. af de enorme afstande være en rigtig vanskelig opgave.

Men foruden disse civile opgaver, vil der naturligvis også være en lang række rene militære opgaver at udføre. Basalt set er en af hovedopgaverne for et forsvar at håndhæve et lands – eller i dette tilfælde et Rigsfællesskabs – suverænitet. I fremtiden vil der være en stærkt øget aktivitet i det arktiske område. Det vil derfor blive en særdeles omfangsrig opgave for forsvaret at sikre, at der ikke sker systematiske krænkelse af Rigsfællesskabets territorium eller overtrædelser af de internationale regler, der er og vil blive fastsat i Arktis.

Så der ligger store udfordringer forude, og dermed kan jeg jo afslutningsvis prøve at svare på det spørgsmål, der stilles i programmet: Rigsfællesskabet som stor aktør i Arktis, spørgsmålstegn: Ja - klart og utvetydigt ja.

Rigsfællesskabet er med sin lange tradition for at deltage i internationale kompromisløsninger og for at benytte sig af politiske drøftelser og diplomati godt rustet til at tage det ansvar, der følger med at være en stor spiller i et så vigtigt et område som det arktiske.


Men der er ingen tvivl om, at det bliver en af de største udenrigspolitiske udfordringer for Rigsfællesskabet i de næste mange år. Jeg for min del ser rigtig meget frem til netop denne opgave.

Tak for ordet.

Write html text here