Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved IMR’s 25 års jubilæum

Udenrigsministerens tale ved IMR’s 25 års jubilæum
den 11. maj 2012

Det talte ord gælder.

Allerførst vil jeg ønske Institut for Menneskerettigheder et stort tillykke med jubilæet.  Det glæder mig, at vi sammen kan fejre, at vi i Danmark har en menneskerettighedsinstitution, som i 25 år har arbejdet for at fremme menneskerettighederne både herhjemme og i resten af verden. Som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution har instituttet en vigtig rolle i forhold til den nationale beskyttelse og fremme af menneskerettigheder.

IMR har gennem omfattende dokumentation, uddannelse, formidling, fortalervirksomhed og netværksdannelser stor succes med at styrke både den nationale og den internationale menneskerettighedsdagsorden.

Det er et stykke arbejde, som regeringen sætter stor pris på, og som Danmark skal værne om. Derfor er jeg også meget tilfreds med den forventede vedtagelse af regeringens lovforslag om instituttet. Denne lov har som mål at styrke og tydeliggøre instituttets uafhængige og effektive rolle som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution.   

Menneskerettigheder i udenrigspolitikken
Danmarks udenrigspolitik baseres på vores nationale interesser og vores ambition om at bidrage til en mere fredelig, sikker og retfærdig verden. Varig fred, sikkerhed og udvikling kan kun opnås, når menneskerettighederne respekteres.
Men menneskerettigheder skal selvfølgelig ikke kun ses som et middel til at opnå fred, sikkerhed og stabilitet.

Menneskerettighederne er et mål i sig selv, og det er et elementært, medmenneskeligt – humanitært – hensyn, at enhver har krav på en tilværelse baseret på social retfærdighed og respekt for menneskerettighederne.

Det er også derfor, at menneskerettigheder udgør en central og integreret del af den danske udenrigspolitik.

Danmark har en solid tradition for fremme af menneskerettigheder og demokratiske værdier. Det er en tradition, som altid har mødt bred, national politisk opbakning, og som regeringen vil fortsætte og styrke.  Jeg har derfor også udnævnt en særlig ambassadør for menneskerettigheder for at markere den danske profil på området og for at kunne gøre en reel indsats for menneskerettigheder overalt i verden. Og i EU har vi fra dansk side taget initiativ til udnævnelsen af en Særlig Repræsentant for Menneskerettigheder.

Det kræver en aktiv dansk indsats at få gennemslagskraft i det internationale menneskerettighedssamarbejde. Dialog er grundlaget for enhver demokratisk proces og afgørende for at opnå dette, mens vi også skal turde kritisere de lande, der krænker menneskerettigheder. Det forudsætter, at vi konstant fokuserer på at have orden i eget hus og sikrer fuld respekt for menneskerettighederne her i landet. IMR’s virksomhed er uvurderlig og uundværlig i den sammenhæng.
Instituttets indsat under den danske eksamination ved Menneskerettighedsrådets Universal Periodic Review er et glimrende eksempel på vores samarbejde. 

Danmarks bilaterale arbejde
Regeringen lægger vægt på at dialogen med andre lande skal prioriteres og udvikles, og her bør menneskerettigheder og demokratiske værdier stå centralt. Dialogen med den muslimske verden er højaktuel, og jeg har ikke lagt skjul på, at det er afgørende, at vi netop nu bakker op om de demokratiseringsbestræbelser, som vi det seneste år har og fortsat oplever i Mellemøsten og Nordafrika. Dialog med skrøbelige og udemokratiske lande er også essentielt for vores arbejde med fremme af menneskerettigheder. Kun ved at få disse lande i tale kan vi søge at påvirke dem i den rigtige retning. Som et eksempel kan jeg nævne, at jeg under mit besøg i Libyen erfarede, at overgangsrådet var meget tilfreds med, at en række organisationer har kritiseret, at der fortsat forekommer tortur, for det gav dem en bedre basis for at gribe ind over for det.

Danmarks multilaterale arbejde
Det er særligt forhandlingerne i FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve og Generalforsamlingen i New York, der baner vejen for det internationale arbejde med menneskerettigheder. Regeringen prioriterer arbejdet i FN højt og det er én af vores målsætninger at gøre FN’s Menneskerettighedsråd så effektiv som muligt. Efter nogle vanskelige første år i Rådet, har vi det seneste år oplevet et mere konstruktivt forhandlingsklima. Det gælder endda for områder, der traditionelt har været meget følsomme og kontroversielle, som for eksempel religionsfrihed og seksuel orientering.

Den seneste samling i Rådet i marts i år har da også været en af de mest resultatrige samlinger når det kommer til landeresolutioner, som traditionelt har været særligt svære at opnå tilslutning til. Det lykkedes bl.a. Rådet at vedtage:

• for det første hele to resolutioner om menneskerettighedssituationen i Syrien,
• for det andet den længe ventede resolution om ansvarlighed for    menneskerettighedskrænkelserne, der fandt sted i Sri Lanka i 2009,
• og ikke mindst tre resolutioner med mandatforlængelser for specialrapportører for henholdsvis Iran, Burma og Nordkorea.

Disse resultater illustrerer meget tydeligt, at det internationale menneskerettighedsarbejde langsomt – meget langsomt – bevæger sig i den rigtige retning. Det er en positiv udvikling, som vi fra dansk side aktivt støtter og bidrager til. 

Regeringens rettighedsbaserede tilgang slår også igennem i den nye udviklingspolitiske strategi, hvor mainstreaming af menneskerettigheder udgør et markant element. Vi vil fra dansk side arbejde for en tættere kobling mellem det normative menneskerettighedsarbejde i internationale fora og det konkrete udviklingssamarbejde. Udgangspunktet vil her være en ligeværdig og gensidig forpligtende dialog med udviklingslandene. En dialog der tager afsæt i de nationale behov, den lokale kontekst og i respekten for menneskerettigheder. 

Afslutning
Som jeg indledte med at sige, bidrager IMR væsentligt, når det kommer til Danmarks indsats på menneskerettighedsområdet. Dette gælder også for Danmarks internationale indsats. Det er derfor ikke kun et jubilæum, men også en ganske betydningsfuld indsats for Danmarks menneskerettighedspolitik, som vi kan fejre her i dag. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med IMR, som med den nye lov bliver endnu stærkere.

Med disse ord vil jeg ønske instituttet held og lykke med det værdifulde arbejde fremover.

Write html text here