Spring til indhold

Flagdag 2013

Udenrigsministerens tale ved ceremoni og kransenedlægning ved monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948, Kastellet i København

Det talte ord tæller


5. september 2013

Deres Kongelige Højheder, mine damer og herrer.

I dag mindes vi. I dag erindrer vi. I dag siger vi tak.

Vi er i dag samlet her ved ’Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948’ for at vise vores respekt for og påskønnelse af dem, der har truffet den modige beslutning at blive udsendt på Danmarks vegne. Hvad enten de er fra forsvaret, politiet, redningsberedskabet, eller udsendt som civile rådgivere, så har de alle taget en svær beslutning om at bidrage til en bedre verden for os alle. For det skylder vi dem tak.

Det er en højtidelig dag for os alle. Og det skal det blive ved med at være. For det er aldrig og må aldrig blive en let beslutning at gå med i internationale indsatser. Ikke for de udsendte, ikke for de pårørende og ikke for dem, der træffer beslutningen på demokratiets vegne. For det er en beslutning, der former vores fremtid både som enkeltpersoner og som nation.

Dagen i dag er dedikeret til de mange, der har ladet sig udsende til verdens brændpunkter i troen på et bedre verdenssamfund. Deres opgaver har været – og er – meget forskellige. Det afspejler, at vi fra dansk side i vore internationale indsatser ønsker at spille på mange instrumenter: De ”hårde” sikkerhedsindsatser får måske nok mest omtale i medierne – men de har først og fremmest værdi, når de følges op af mere ”bløde” stabiliseringsindsatser.

Danmark har gennem årene været – og er fortsat – til stede mange steder på kloden. Fra Kaukasus’ bjerge til vandene ved Afrikas Horn. I det seneste årti har der været særligt fokus på Afghanistan, hvortil over 10.000 danske har været udsendt og bidraget i en lang række forskellige roller. I Afghanistan begynder nu en ny fase, hvor vi skal bidrage til, at den afghanske befolkning kommer sikkert videre. Jeg har selv været i Afghanistan to gange, og jeg har set og mærket hvilke udfordringer, I har stået med. Under så uforudsigelige forhold gjorde navnlig jeres kammeratskab, sammenhold og viljestyrke indtryk på mig. Det gjaldt såvel soldaterne som politiet og de civile rådgivere. I kan alle være stolte af jeres indsats. I har gjort en forskel for millioner af afghanere. Og I har gjort en forskel i verden.

Vores tilstedeværelse i internationale indsatser er ofte genstand for diskussion, og det skal den fortsat være. For det er en af de største styrker ved det demokrati, vi værner om. Men vi skal huske på, at når vi sender soldater og civile af sted på Danmarks vegne, så er det en mor, far, søster, bror, ægtefælle, partner, datter eller søn, som vi sender ud til verdens brændpunkter. Det forpligter, og derfor skal vi støtte solidt op om dem, der lader sig udsende.

Til jer der står foran flammen her i dag, og til dem, der ikke kunne være her, vil jeg gerne rette en dybfølt tak på Danmarks vegne. I har beholdt troen selv i de mørkeste timer. I har bragt håb til egne af kloden, hvor der tidligere kun var fortvivlelse. Nogle af jer er kommet hjem styrkede, andre er kommet hjem med ar på krop og sjæl. Flammen brænder også for at huske os alle på, at de, der vender hjem, ofte er forandrede. Alle vi, der er herhjemme, har et ansvar for at hjælpe dem tilbage på god og sikker vej.

Det er glædeligt, at så mange er samlet her i dag for at hylde vores udsendtes indsatser rundt om i verden. Men vi står her også fordi nogle af jeres kammerater og familiemedlemmer aldrig vendte hjem. De drog ud med livet som indsats og forlod denne verden alt for tidligt. For de pårørende findes ingen større sorg. I har min dybeste medfølelse.

Deres Kongelige Højheder, kære pårørende, kære publikum, lad os nu lægge en krans til ære for udsendte i danske internationale indsatser.