Spring til indhold

Tale på Christiansborgs Slotsplads: EU's modtagelse af Nobels Fredspris

Tale på Christiansborg Slotsplads den 10. december 2012 i anledning af EU's modtagelse af Nobels Fredspris.

”Den norske nobelkomité ønsker at fokusere på, hvad den anser for at være EU’s vigtigste landvinding: den succesfulde kamp for fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder”.

Det er med den begrundelse EU i dag får overrakt fredsprisen i Oslo. Beslutningen var ikke ukontroversiel. Kritiske røster meldte sig hurtigt på banen med påpegning af alskens fejl og mangler ved det europæiske projekt. Ifølge dem er den fredelige udvikling på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig alt sammen andres fortjeneste. I hvert fald ikke EU’s.

Det mener jeg ikke. Som europæer af en generation, der var ung, da muren faldt, mener jeg, at fredsprisen til EU er fuldt fortjent. Timingen er tilmed yderst velvalgt. Den er velvalgt, fordi det netop er i en krisetid som nu, vi skal huske, at det er det institutionaliserede samarbejde i EU, der har skabt og fortsat er i stand til at skabe stabil regional fred, som vi ikke har set det andre steder i verden.

Men det er også vigtigt, fordi vi netop i disse år ser regionale samarbejdsorganisationer blomstre op i alle hjørner af verden. Fra Latinamerika og Østasien til Afrika. Regionale samarbejdsorganisationer som ASEAN, AU, APEC og OAS har alle hentet inspiration hos EU, fordi det europæiske samarbejde igennem mere end 50 år har vist, at medlemsstater godt kan bevare deres nationale suverænitet, selv om de vælger udøve dele af den i fællesskab for at løse grænseoverskridende udfordringer, som de ikke kan løse hver for sig.

Det ville være ironisk, hvis europæerne selv vendte ryggen til det enestående samarbejde, vi – med alle dets mangler – skal være stolte af på en dag som i dag. EU-skepsis har vind i sejlene over kontinentet. Så meget desto vigtigere er det, at vi i dag slår et slag for det forpligtende europæiske samarbejde og opfordrer til, at vi bruger kræfter på at udbygge og forbedre det.

Europakortet ser i dag meget anderledes ud end dengang Kul- og Stålunionen så dagens lys. Europa har ændret sig. Og i takt med omvæltningerne op igennem 90’erne med Tysklands genforening, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigen i ex-Jugoslavien har EU’s fredsskabende rolle også fuldstændig ændret karakter. I dag er det ikke forsoning mellem fjender fra Anden Verdenskrig, som er drivkraften i det europæiske samarbejde. I dag handler samarbejdet om økonomisk krisestyring, at skabe vækst og beskæftigelse, den grønne dagsorden, modernisering af det indre marked, optagelse af kandidatlande i naboområdet og den fortsatte udbredelse af demokrati og menneskerettigheder uden for Europas grænser.

Det europæiske samarbejde kan forekomme tungt. Og vi brokker os til tider, når tålmodigheden er ved at slippe op over lange beslutningsprocesser. For nej, EU er ikke perfekt, og samarbejdet i EU er ikke uden udfordringer. Men ja, EU er helt unikt for vores heldige hjørne af verden. For det er unikt, at lande, der i århundreder har bekriget hinanden, frivilligt har gjort sig gensidigt afhængige i et tæt forpligtende samarbejde. Og det er unikt, at stater, der i årtier har levet under totalitære styrer, af egen vilje har satset alt på at blive del af et tæt samarbejde baseret på demokrati og respekt for menneskerettigheder efter en lang kold krig. Med EU er gamle krigsfjender blevet tætte politiske og økonomiske partnere. Krig mellem medlemsstaterne er blevet utænkelig. 

Men Balkankrigene i 90’erne viste os brutalt, at vi heller ikke i Europa kan tage freden for givet. Dønningerne efter et blodigt årti har endnu ikke lagt sig. Derfor har EU som fredsskabende projekt fortsat en vigtig rolle at spille. Vi ved, at ønsket om at nå nærmere et medlemskab af EU er det bedste instrument til at sikre en stabil udvikling i regionen. De krav, EU stiller til landene på Balkan om reformer og tilslutning til EU's værdier er vigtige for at sikre, at regionen ikke igen bliver kastet ud i nye konflikter.

I aften tager jeg til Bruxelles for at deltage i et vigtigt Rådsmøde i morgen bl.a. vedrørende EU´s udvidelse. Ift. Balkan er udviklingen i godt spor. Medlemskab af EU som instrument til at fremme stabilitet og reformudvikling kommer godt til udtryk i denne proces.

Mange lande i verden uden for Europa ser i dag på EU for at finde inspiration. De ser EU som et moralsk fyrtårn for menneskerettigheder og demokrati. Det er Europa og de europæiske værdier, som unge egyptere og libyere har set mod under det Arabiske forår. Og det er den europæiske samfundsmodel med sin stærke sociale sammenhængskraft og respekt for individets rettigheder, der er idealet hos unge kinesere. Her er der ikke ønske om en uhæmmet liberalisme, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Der er heller ikke ønske om at leve i frygt for terror eller i et overvågningssamfund. Man ønsker et samfund i balance, som de kender det fra EU.

I en tid, hvor det europæiske projekt er i modvind, og hvor gældskrise, arbejdsløshed og manglende økonomisk vækst får millioner af europæere til at stille spørgsmålstegn ved, om projektet har en fremtid, vil jeg vove følgende påstand: Hvis EU ikke allerede fandtes, ville de europæiske lande skynde sig at opfinde det. Det ville de, fordi den nuværende økonomiske krise har gjort det klart, at der er brug for europæiske løsninger til at understøtte medlemslandenes nationale krisetiltag. Og det ville de også, fordi de hver især er for små til at gøre en forskel på de store globale spørgsmål.

Når landene på Balkan stræber efter at komme med i EU, og når regioner i resten af verden kigger mod EU for at finde inspiration til deres regionale samarbejder, er det fordi EU ses som en nøgle til at skabe varig fred. Det har EU bevist de sidste 50 år. Og det vil EU fortsætte med at bevise også i en svær tid med nye udfordringer, der ligger foran os. Derfor er det fuldt fortjent, at Nobels fredspris i dag går til EU.