Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved Børsens executive club

Børsens Executive Club
VÆKST I EN ÅBEN VERDEN
Udenrigsministerens tale den 23. august, ca. 40 minutter

Tak for velkomsten! Jeg er rigtig glad for at få muligheden for tale her i Børsen Executive Club. Jeg sætter stor pris på møder som dette. Det er en god lejlighed til at komme i dialog med virksomheder i Danmark. Komme lidt i dybden med
tid til mere end to one-liners. Jeg vil også godt sige goddag og velkommen til alle Jer, som sidder og følger med på videolink.

I dag vil jeg tale lidt om de udfordringer, som vi står overfor. Som det første punkt vil jeg komme ind på den nye, økonomiske verdensorden, og om Danmark kan klare sig i konkurrencen i forhold til de stærke, nye vækstøkonomier. Dernæst vil jeg komme ind på de globale, økonomiske udsigter. Det helt store spørgsmål er naturligvis, om vi nu er i situation, hvor væksten er selvbærende, eller om vi tvært imod går mod nye kriser og i værste fald en såkaldt ”double dip-recession”. Svaret på dette spørgsmål har stor betydning for, hvordan vækstmulighederne for danske virksomheder bliver i de kommende år.

Og endelig vil jeg se på, hvordan vi i fællesskab bedst muligt tackler de udfordringer, vi står overfor. Det handler især om to ting: For det første hvad regeringen vil gøre for at skabe vækst i Danmark og for at styrke vores konkurrenceevne. For det andet, hvordan Udenrigsministeriet igennem Eksportrådet kan hjælpe danske virksomheder ud i verden. Men lad mig tage det første først: Kan vi klare os i konkurrencen med de dynamiske vækstøkonomier i Asien og Latinamerika? Og hvad betyder den nye økonomiske verdensorden for danske virksomheder?

Der har i de senere år været en del debat om Danmarks og de vestlige landes økonomiske fremtid. Spørgsmålet har været: Kan vi i den vestlige verden og i Danmark bevare vores velstand, når vi udfordres af vækstøkonomierne i Asien
og andre fremadstormende lande? Hvad skal vi leve af, når en stor del af produktionen flytter til lavtlønslande? Kan vi klare os i den skærpede globale konkurrence, når de fattige lande opruster på uddannelses- og forskningssiden,
og når ikke bare industriarbejdspladser, men også innovation og høj-teknologi flytter til Asien?

Finanskrisen har forstærket denne diskussion og tilføjet en frygt for, at den store offentlige og private gæld kommer til at virke som en møllesten om halsen å os i de vestlige lande, som vil trække os ned. Hertil vil jeg sige: Ja, udfordringen er reel, men efter min opfattelse er frygten også overdrevet. Danmark er et af de rigeste lande i verden… og det er altså
ikke nogen tilfældighed. Vi har en utrolig stærk ressourcebase, som har understøttet vores økonomiske vækst i mange år, og denne basis er stadig intakt. Det er rigtigt, at vi bliver udfordret, men det er også rigtigt, at vi klarer os rigtigt godt i konkurrencen. Vi skal naturligvis se i øjnene, ja faktisk skal vi hilse det velkommet, at nogle fattige lande bliver rigere. Men reelt er der ingen grund til at tro, at vi ikke også i fremtiden vil befinde os blandt de allerbedste økonomier i verden. Og det er jo faktisk også et af regeringens 10 mål, at vi i 2020 er blandt de 10 rigeste lande i verden. Og det ser egentlig ikke se dårligt ud, som mange går rundt og tror. Beregninger i Udenrigsministeriet viser, at vi i kroner-og-ører har hentet markedsandele på mange eksportmarkeder i løbet af krisen. Det er et markant resultat, da vores omkostningsudvikling har været højere end mange af de lande, vi konkurrerer med. Det kan derfor kun være udtryk for, at kunderne er indstillet på at betale højere priser for den type varer, vi producerer i Danmark. Det har igen noget at gøre med, at vi leverer højere kvalitet eller bedre service end vores konkurrenter. Andre tegn på, at vi klarer os godt, er jo også, at vi i øjeblikket
har Danmarkshistoriens største 12-måneders overskud på betalingsbalancen, samtidig med at vi har lavere arbejdsløshed end de fleste. Det er derfor heller ikke underligt, at vores kredit-rating er helt i top hos alle internationale
ratingbureauer, inklusive det kinesiske Dagong, som for nylig nedjusterede en række vestlige lande.


Men, er det nu også hele historien? Er det ikke et problem, at væksten er så meget højere i Kina, Brasilien, Indien og flere andre lande? Vi bliver jo kørt agterud! Er der ikke en fare ved, at deres virksomheder bliver meget større end vores? Nu er store asiatiske virksomheder jo endda også begyndt at opkøbe vestlige virksomheder – senest Volvo, men tidligere var det britiske Jaguar, som blev købt af indiske Tata Motors. Ender det ikke med, at de asiatiske virksomheder bliver så store, effektive, innovative og vidensintensive, at vi slet ikke kan klare os i konkurrencen? Og hvad skal vi så leve af?

Jeg bliver nødt til at sige: Denne type tænkning er grundlæggende forfejlet. Den bygger på en falsk præmis om, at verdens økonomi er et nulsums-spil. Men det forholder sig stik modsat. Tænk bare på vores samhandel med eksempelvis
Japan eller Sydkorea. Der er her tale om lande, som har haft en fænomenal økonomisk udvikling de sidste 50 år, og som i dag har nogle af verdens største, mest avancerede og innovative virksomheder. Men har det skadet dansk økonomi? Tvært imod. Danmark har øget handlen med disse lande. Vi har haft stor glæde af den stigende velstand og købekraft i Sydkorea og Japan. Det har givet danske virksomheder muligheder for at sælge flere produkter og tjenester og har givet danske forbrugere og virksomheder mulighed for at købe højkvalitetsprodukter fra disse lande. Og det er ikke nogen undtagelse. Generelt er det faktisk til vores fordel, når væksten er høj i andre lande, og det er ubetinget sådan, at vi handler mest med velstående lande, som har store og effektive virksomheder. Jo rigere og jo mere vidensintensiv økonomi, jo mere handler vi med det pågældende land. Derfor er Tyskland og Sverige jo vores største eksportmarkeder, og efterhånden som de asiatiske vækstøkonomier arbejder sig op igennem værdikæden og opnår stigende velstand, vil vi også handle mere med dem. Al erfaring tyder på, at jo højere velstand kinesere, indere og brasilianere opnår, jo mere vil det gavne danske virksomheder og dansk økonomi.

Men jeg sagde også, at udfordringen var reel. Og det er sandt. Vi udnytter kun potentialet for vækst, hvis vores virksomheder fortsætter med at være konkurrencedygtige, og vi holder orden i vores samfundsøkonomi. I realiteten
kommer truslen mod vores velstand og vores virksomheder derfor ikke udefra – fra Asien -, men indefra – fra os selv og vores evne til ikke at bruge flere penge, end vi har, og til hele tiden at være top-konkurrencedygtige. Vi skal producere
de rigtige varer og tjenesteydelser til den rigtige pris, som leveres og understøttes på den rigtige måde. Vi skal være foran markedet, og vi skal være innovative og fokusere på kundernes behov. Det kræver, at virksomheder, stat
og samfund arbejder sammen om opgaven. Derfor skal rammebetingelserne være i orden: Vi skal have effektiv konkurrence, gode uddannelser, dygtige forskere, innovative virksomheder, kompetent administration, let adgang til
fysisk og social kapital, og naturligvis høj produktivitet overalt. Det er dét, som har gjort Danmark velstående. Det er den danske vækstmodel, og den er stadig intakt og i høj grad levende, og den skal vi fortsat udbygge.

Det er vigtigt, at vi alle forstår udfordringen: Danmark er ikke blevet et rigt land, fordi vi af Forsynet har fået det som særlig fødselsgave. Vi har selv skabt vores velstand, og den bygger på private og offentlige investeringer, hårdt
arbejde og dygtig organisering. Vi klarer ikke udfordringen, med mindre vi til stadighed forbedrer vores konkurrenceevne gennem investeringer og uddannelse, innovation og forskning – og hele tiden holder øje med, at vores omkostninger ikke kommer alt for meget ud af trit med de lande, som vi konkurrerer med. Jeg vil derfor godt advare mod den tendens, der har udviklet sig om, at vi kan bevare vores velstand og vores velfærdssamfund gennem snuptagsløsninger. Det kan vi ikke. Hvis det var så nemt, at alle problemer kunne løses ved at hæve den ugentlige arbejdstid med en time, endda med fuld lønkompensation, så var der nok andre som havde fundet på det før os. I bedste fald er sådanne forslag
himmelråbende naive, i værste fald er det kyniske forsøg på at føre befolkningen bag lyset – faktisk lidt ligesom de meget udskældte bankfolk, som gik efter bonus på kort sigt, for at efterlade regningen til skatteyderne på længere sigt.

Nok om det: Lad mig nu sige et par ord om de økonomiske udsigter og om, hvilke muligheder der tegner sig for danske virksomheder i de kommende år. Situationen i øjeblikket er ikke specielt opløftende, hverken i Danmark eller i
de lande, som vi handler mest med. Det er positivt, at det lykkedes at inddæmme den finansielle panik i efteråret 2008 og undgå, at den eskalerede til en altødelæggende global, økonomisk depression. Men vi må samtidig konstatere, at vi kommer til at trækkes med eftervirkningerne af finanskrisen i mange år fremover. Gælden er tårnhøj i de fleste europæiske lande og vil, sammen med den demografiske udvikling, lægge en bremse på den økonomiske
vækst i 10, og nogle siger måske 20 år, fremover. I år og næste år forventes kun en vækst på omkring 1 pct. årligt i Euroland. Det bliver forhåbentligt og formentlig lidt mere i Tyskland, som har vist gode takter på det seneste, særlig
trukket op af en stærkt stigende tysk eksport. Væksten i Polen ser også fornuftig ud, ligesom væksten udenfor euroen i Sverige og Norge tegner ganske positivt.

Generelt kan man sige, at lande med styr på de offentlige finanser står til at få en højere vækst, end lande, hvor gælden er blevet meget stor. Det siger ikke kun intuitionen, men det er der faktisk også ført bevis for: Harvard-økonomen,
Kenneth Rogoff har sammen med Carmen Reinhart fra University of Maryland beregnet, at statsgæld på over 90 pct. af BNP er kritisk. Gæld over det niveau har tendens til at halvere den økonomiske vækst i forhold til lande med lavere
gældsbyrder. Desværre er der mange europæiske lande, som nærmer sig dette kritiske niveau, og nogle har endda passeret det. Det understreger vigtigheden af vores egen genopretningsplan – og hvor vigtigt det er, at også Danmark har balance i den offentlige økonomi og bremser væksten i de offentlige udgifter.

I USA har situationen indtil for nyligt set lidt bedre ud end i Europa, men nu er der desværre kommet lidt skuffende tal for industriproduktion og beskæftigelse. Væksten ventes dog stadig at blive omkring 2½ pct., dvs. højere end i Europa,
men samtidig er den amerikanske gæld stærkt stigende. Det giver bekymringer for både dollar- og renteudvikling. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de offentlige vækstpakker trækkes tilbage? Står vi overfor et nyt stort dyk i de
amerikanske huspriser? Kan de amerikanske delstater klare betalingerne? Hvordan vil forbrugerne reagere, hvis beskæftigelsen fortsat skuffer? Sammen med den kraftige forværring af de amerikanske offentlige finanser er
spørgsmålet derfor, hvor bæredygtig den amerikanske vækst er på lidt længere sigt? Det er dét, som gør mange bekymrede for, at vi får en såkaldt double dip10 recession. Altså en tilbagevenden til den meget kritiske situation i efteråret 2008 og foråret 2009.

Jeg har ikke nogen særlig krystalkugle for den globale økonomi. Men som andre kan jeg se, at der er store risici forude. I Udenrigsministeriet bruger vi mange kræfter på hele tiden at kortlægge dem og overveje, hvordan vi bedst
tackler dem. Det gælder eksempelvis med Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme, som sammen med IMF-bistanden, giver i alt 750 mia. euro til understøtning af de gældsatte europæiske økonomier, eller den nyligt gennemførte stress-test af de europæiske banker. Disse har sammen med andre initiativer været nødvendige og har også virket, men om der skal endnu mere til, er der ingen, som ved i dag. Sammenlagt peger alt dette i retning af, at den økonomiske vækst i OECD
sandsynligvis vil være begrænset i de kommende år. Det er naturligvis et stort problem, da langt hovedparten af dansk eksport sælges i OECD-området. Vi er derfor nødt at kæmpe for hver en kunde og hver en lille markedsandel på disse
markeder. Også selvom markederne generelt stagnerer eller ligefrem er i tilbagegang. Men vi har ikke andet valg, da der er tale om meget store markeder, som vi ikke kan undvære. På den anden side skal man ikke være blind for, at selv på markeder i tilbagegang, vil der være sektorer i vækst. Eksempelvis vil det stigende antal ældre i Europa give øget efterspørgsel på sundhedsydelser, medicin, hjælpemidler og fritidsaktiviteter. Også IT vil formentlig være i fremgang, da det styrker produktiviteten i virksomhederne og hjælper borgerne i dagligdagen. Andre vækstområder vil med stor
sandsynlighed blive miljø-, klima- og energi, hvor udfordringerne vil være stigende i de kommende årtier. På disse områder står Danmark allerede stærkt, og her kan vi gøre os gældende. Eksempelvis er Danmark i dag det mest specialiserede eksportland i EU, når det gælder energiteknologi og energiudstyr. Eksporten fra denne sektor er tredoblet
under denne regering og udgør nu små 10 pct. af vores samlede eksport.

I Udenrigsministeriet arbejder vi gennem Eksportrådet og via vore ambassader på at understøtte eksporten af grøn teknologi og know-how. Vi har de senere år styrket vores ekspertise og har i dag sektoreksperter på alle væsentlige
eksportmarkeder for grøn teknologi. Disse eksperter rådgiver dagligt danske virksomheder. De arbejder tæt sammen med virksomheder og erhvervsorganisationer på at fremme markedsføringen og afsætningen af danske løsninger.
Og den målrettede indsats lønner sig, både i Europa og på vækstmarkederne i Asien og andre steder. Eksempelvis har vi de seneste år målrettet bearbejdet centrale beslutningstagere i en række kinesiske ministerier, tænketanke og
udvalgte provinser. Med initiativet Green China har vi sammen med en lang række danske virksomheder promoveret de danske løsningsmodeller indenfor energi, miljø og klima og gjort dem aktuelle i en kinesisk kontekst. En indsats
der nu bærer frugt. Til september kommer en kinesisk ministerdelegation til Danmark for at identificere en række danske virksomheder til at deltage i et ellers lukket expo for grøn kinesisk industri i november. Det er super flot, at Danmark og dansk teknologi står så højt på dagsordenen, når Kina skal finde deltagere til deres grønne flagskibsevent.

Eksemplet viser, at det er nødvendigt at se ud over OECD-området for at få fat i mulighederne for rigtig høj vækst. Vi er nødt til at se på markeder længere væk. I Asien og i Sydamerika og i de såkaldte ”anden bølge vækstmarkeder”, som
eksempelvis Sydafrika, Mexico, Tyrkiet, Indonesien, og Polen. Meget tyder på, at væksten vil være høj i mange af disse lande. På mange af disse markeder er der stadig mulighed for at være blandt de første, hvis man kommer ind på
markedet nu. Det giver enorme muligheder på længere sigt. Det er bl.a. derfor, at jeg agter at besøge de såkaldte BRIK-lande i løbet af det næste halve år. BRIK-landene omfatter Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Her vil jeg eksempelvis se på mulighederne for et mere struktureret samarbejde med Brasilien om blandt andet forskning og innovation. Og det bringer mig videre til det tredje og sidste del i mit indlæg: Hvordan vi i fællesskab tackler de udfordringer, vi står overfor.
Udgangspunktet er, at vi rent faktisk har en meget stærk økonomi. Vi har desværre mistet mange arbejdspladser i løbet af krisen, og mange virksomheder har flyttet produktion til lavtlønslande eller til lande, hvor vækstudsigterne er
meget positive. Det har store og negative konsekvenser for den enkelte ansatte.

Det er dog samtidig udtryk for, at vi hurtigt og markant er i færd med at omstille vores økonomi til de nye forhold. Omstruktureringen betyder, at de tilbageværende virksomheder og arbejdspladser er endnu mere konkurrencedygtige og værdiskabende, og derfor gælder det om at kanalisere de ledige ressourcer over i disse mere konkurrencedygtige erhverv. Det har vi gjort tidligere – f.eks. i den periode, hvor vi lukkede skibsværfterne – og det skal vi gøre igen.
Lad mig nævne nogle af de tiltag, jeg ser som vigtige elementer i at tackle udfordringerne:

  • Vi udfordres på viden og innovation. Derfor skal vi fastholde vores høje ambitionsniveau på 1 pct. af BNP til grundforskning, anvendt forskning og innovation og ikke mindst kommercialisering af resultaterne. Her i efteråret vil regeringen udarbejde en strategi for styrket innovation i virksomhederne.
  • Vi udfordres på vores høje omkostningsniveau. Derfor skal vi skabe de bedst mulige rammebetingelser for virksomhederne i Danmark. Vi skal fortsætte forenklingen og begrænse de administrative byrder, vi pålægger virksomhederne, og vi skal sikre effektiv konkurrence. Vi skal genoprette de offentlige finanser ved at holde det samlede offentlige forbrug i bero. Konkret gennem budgetforbedringer på vores kommende finanslov. Finanspolitisk råderum skal bruges til at forbedre virksomhedernes vilkår. En sænkning af virksomhedsskatten vil markant kunne forbedre konkurrenceevnen.
  • Særligt vores små og mellemstore virksomheder udfordres, men de små og mellemstore virksomheder har et stort uudnyttet eksportpotentiale, og de skaber vækst og beskæftigelse i Danmark og er en vigtig drivkraft for innovationen i økonomien. Vi har løbende haft fokus på denne virksomhedsgruppe, men udfordringerne kræver supplerende tiltag. Derfor lancerer regeringen snart en strategi for vækst i små og mellemstore virksomheder. Adgangen til risikovilligkapital er en af de afgørende barrierer, som vi skal finde løsninger på.

På et møde i Vækstforum i april lancerede jeg Eksportrådets nye strategi, som stiller endnu mere skarpt på behovet for at opdyrke eksportmarkeder i Asien og Sydamerika og tiltrække investeringer og kompetent arbejdskraft til Danmark. Konkret er målet at bidrage til 30 mia. i mereksport for de virksomheder, der samarbejder med Udenrigsministeriet og 1.000 nye videntunge arbejdspladser gennem udenlandske investeringer. Jeg så også meget gerne, at vi kunne sænke selskabsskatten yderligere. Vi har allerede nedsat den fra 30 til 25 pct. På sigt er visionen en markant reduktion af
selskabsskatten. Men ikke uden der er styr på finansieringen. Og hvert procentpoint vi nedsætter selskabsskatten med, koster ca. 1,2 mia. kr. Penge der skal findes andetsteds på statsbudgettet.

På den lange bane er det naturligvis sådan, at vi kun kan fastholde og udbygge vores velstand, når vi investerer i vores produktionsapparat, altså i vores fysiske infrastruktur og vores menneskelige kapital. Det er sådanne investeringer, som
er grundlaget for vores nuværende velstand, og det er den strategi, som de har fulgt for fuld udblæsning i Kina, og som de også har forfulgt længe i lande som Singapore, Japan og Sydkorea. Det bliver vi også nødt til at gøre i form af flere
penge til investeringer i fremtiden. I eksempelvis forskning og uddannelse, og færre penge til øjeblikkeligt forbrug som i efterløn og førtidspension. Men vi skal gøre det på en sådan måde, at vi fastholder sammenhængskraften i Danmark – og det er netop det, som er udfordringen. Uden for regeringen er der mange, der gerne vil bruge statens penge, men meget få der tør prioritere fremtiden.

Derfor er globaliseringsstrategien stadig gældende. Der skal investeres på især fire områder: Uddannelser, vidensamfund, iværksætteri og innovation. Regeringen har løbende arbejdet for at styrke uddannelserne og vidensamfundet. Med afsæt i blandt andet 360-graders eftersynet af folkeskolen og anbefalinger fra regeringens Vækstforum vil regeringen til efteråret foreslå forbedringer af folkeskolen og se på reformer af uddannelsesstøtten (SU’en). Vi har generelt et godt uddannelsessystem, men det er også et af verdens dyreste. Vi skal have mere valuta for pengene. Flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse og tage en videregående uddannelse.

Regeringen har også et klart ønske om at styrke innovationen og gøre det lettere at være iværksætter. Vi kigger blandt andet på, hvordan små og mellemstore virksomheder kan rustes til at gøre gode idéer til en kommerciel succes. Med
særligt fokus på iværksættere ser vi også på at lette de administrative byrder og øge tilbuddet af risikovillig kapital. I det hele taget er det vigtigt for mig at sige, at vi prioriterer de små og mellemstore virksomheder højt. De har et stort og uudnyttet eksportpotentiale, og de skaber vækst og beskæftigelse i Danmark samt er en vigtig drivkraft for innovationen i vores økonomi. Men de bedste ideer opstår ikke altid i Danmark. Vi skal blive endnu bedre til at dele og hente ny viden på tværs af landegrænser. Viden, der kan omsættes til kommerciel succes. De lande, der formår at udnytte det globale videnmarked, vil stå stærkt i konkurrencen om at sikre markedsandele og dermed fortsat vækst i samfundsøkonomien.
Derfor har regeringen etableret tre innovationscentre i nogle af verdens førende forsknings- og innovationsmiljøer, nemlig Silicon Valley, Shanghai og München. Innovationscentrene har til formål at sikre danske virksomheder og
forskningsinstitutioner adgang til international viden, teknologi og netværk. Det er klart, at det afhænger af den enkelte virksomheds produkter og ressourcer, hvilke markeder og sektorer, man skal prioritere. Hvad der er den rigtige løsning for een virksomhed, kan være helt forkert for en anden. Det er en konkret vurdering hver gang. Her kan Udenrigsministeriet bistå med en vurdering af muligheder og risici på de nye markeder. Netop forståelsen af den
politiske dagsorden, vurderingen af de politiske risici, og hvordan man effektivt kommer i gang i forhold til myndigheder og samarbejdspartnere på det enkelte marked, er en af ambassadernes kernekompetencer . Udenrigsministeriet kan
eksempelvis overvåge et lands miljølovgivning og hjælpe virksomheder til at se mulighederne i en ny lovgivning eller håndtere og minimere negative konsekvenser. Her bruger Eksportrådet hele Udenrigsministeriets store politiske og økonomiske netværk til at være problemknuser i de konkrete virksomhedssager. Udenrigsministeriet har også hjulpet flere virksomheder med at inddrive millioner af kroner i betaling for leverancer til udenlandske myndigheder – som grundet den økonomiske krise og de deraf følgende budgetreduktioner – har svært ved at betale deres regninger. Det er resultater, som gør en forskel på bundlinjen.

Vi må imidlertid ikke glemme betydningen af EU. Et langt stykke hen ad vejen er det i EU, at rammebetingelserne dannes for dansk økonomi og dansk erhvervsliv – og dermed for vores vækst og velstand. Finanskrisen har skærpet
erkendelsen i EU af, at en dybere koordination og en strammere overvågning af medlemslandenes økonomiske politik er nødvendig. Vi er derfor gået i gang med at se på en stramning af reglerne i Stabilitets- og Vækstpakken, som der
forhåbentlig kan nås enighed om, når EU’s stats- og regeringschefer mødes i oktober.

Vi kan ikke blive ved med at foretage feberredninger, som vi gjorde i maj måned. Hvis vi ikke sikrer, at budgetmål og strukturreformer gennemføres i alle medlemslande, får vi ikke skabt orden i eget hus til at få markedets tillid og til
at blive tilstrækkeligt konkurrencedygtige. I juni måned fik vi, efter mere end et halvt års intense drøftelser i EU, endelig
vedtaget den nye Europa 2020 strategi til afløsning for Lissabon-strategien. Der er tale om en offensiv og ambitiøs strategi med fem konkrete og langsigtede mål [for beskæftigelse, forskning/udvikling, klima/energi, uddannelse og social
inklusion]. Gennem omstilling til en grøn og videnbaseret økonomi, vil EU kunne fastholde sin position som en global økonomisk aktør. Europa 2020-strategien opstiller en fælles ramme for en ambitiøs reformindsats i medlemslandene. Men der er ingen snuptagsløsninger. Det vil kræve et langt og sejt træk. EU er – ligesom regeringen – trukket i arbejdstøjet. I efteråret vil strategien blive konkretiseret, når EU-Kommissionen drypvist fremlægger en række såkaldte flagskibsinitiativer, som vil danne rammen for EU´s og medlemslandenes nationale indsatser.

På nationalt plan skal medlemslandene – det gælder også Danmark – ligeledes opstille ambitiøse nationale målsætninger på de fem områder. Og medlemslandene vil holde skarpt øje med hinanden, så alle rent faktisk gennemfører det, de har forpligtet sig til. For vi har en fælles interesse i at sikre et løft i alle medlemslande. Det indre marked kommer til at spille en nøglerolle i omstillingen til en grøn og videnbaseret økonomi. I 2012 – samtidig med det danske EU-formandskab –
kan vi fejre 20-års jubilæum for Det Indre Marked. Med årene er vi nok kommet til at tage Det Indre Marked for givet, men med 500 mio. købestærke forbrugere er Det Indre Marked stadig en af EU´s største aktiver. Men potentialet er langt fra udnyttet. Vi skal derfor have sat fornyet fokus på Det Indre Marked og få det til at fungere bedre gennem en bedre håndhævelse af eksisterende regler. Vi skal også forny og modernisere Det Indre Marked ved at udnytte de nye muligheder, der ligger i bl.a. grønne erhvervsløsninger og den teknologiske udvikling.

Udfordringen bliver blandt andet, at der med en stigende befolkningstilvækst og dermed en øget efterspørgsel skabes et yderligere pres på klimaet og naturressourcerne. I første omgang drejer det sig om fossil energi og vand – og i
takt med den øgede vækst vil det blive et internationalt konkurrenceparameter at kunne levere løsninger på disse udfordringer. På det handelspolitiske område sætter de nye handelsstrømme og regionale frihandelsaftaler – ikke mindst i Asien – Danmark og EU under pres. Desværre må vi erkende, at der ikke er udsigt til en snarlig afslutning af Doha-runden i WTO. Det sker nok tidligst næste år.

Men det bedste må ikke blive det godes fjende. Det er vigtigt, at EU supplerer med bilaterale og regionale frihandelsaftaler. Derfor arbejder regeringen målrettet via EU for nye frihandelsaftaler, som skaber vækst og beskæftigelse i Danmark og sikrer lige konkurrencevilkår på eksportmarkederne.

Lad mig til afslutning sammenfatte mine vigtigste budskaber:

  • Vi har en kæmpe udfordring med at få skabt fornyet vækst i dansk økonomi. Og det er ikke gjort med konsolidering af de offentlige finanser.
  • De dynamiske økonomier i Asien er en fordel for dansk vækst og beskæftigelse, og jo mere velstående de bliver, jo mere vil vi kunne sælge til dem. Derfor skal vi have fokus på vækstøkonomierne i Asien, men
    også på andre lande såsom Rusland, Brasilien og Mexico.
  • Truslen mod dansk vækst og beskæftigelse kommer derfor ikke udefra, men indefra: Det handler om danskernes mind-set. Vi skal turde og ville fortsat omstilling og investeringer i Danmarks produktionsapparat – og vi skal ikke forfalde til naiv ønsketænkning om, at problemerne løses af sig
    selv.
  • Skal det lykkes at trække Danmark ud af krisen og skabe fornyet vækst, er det vigtigt med fælles fodslag mellem regeringen og erhvervslivet. Vi skal alle trække i samme retning.
  • Selv om der i de kommende år kun vil være lav økonomisk vækst på vores største eksportmarkeder, så bliver vi nødt til at holde fast. Nogle sektorer, knyttet til demografi, energi, klima og IT, ser dog ud til at kunne vokse ganske meget.
  • EU er den vigtigste ramme for dansk erhvervsliv – som drivkraft for vækst på vores vigtigste markeder og som adgang til en friere verdenshandel.

 

Tak for ordet.