Spring til indhold

Møde i Arktisk Råd fredag: Fortsat fredeligt samarbejde største politisk prioritet

23.04.2015  08:27

Udenrigsminister Martin Lidegaard deltager sammen med Færøernes lagmand, Kaj Leo Johannesen, og Grønlands naalakkersuisoq for erhverv og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, i Arktis Råds ministermøde den 24. april 2015 i Canada. Mødet markerer afslutningen på det canadiske formandskab for Arktis Råd. USA overtager formandskabet efter mødet.

”Jeg glæder mig til at rejse til Iqaluit sammen med Grønland og Færøerne. Vi arbejder tæt sammen for at skabe konkrete resultater og præge udviklingen i Arktis på områder som bæredygtig økonomisk udvikling, klima og energi, transport og fredeligt samarbejde. Arktis er en strategisk vigtig region og en af Danmarks centrale udenrigspolitiske prioriteter.

Jeg er glad for, at Rusland kommer på ministerniveau, selvom det ikke er udenrigsministeren. Vi er uenige med Rusland om mange ting lige nu, men samarbejdet om Arktisk er for vigtigt til at lade det gå ud over vores samarbejde i regionen. Det er mit indtryk, at alle de arktiske stater er enige i det. For Kongeriget er det måske den allervigtigste prioritet at fastholde Arktis som et lavspændings-område.

Jeg kommer også til at bruge mødet til at fortsætte regeringens klimadiplomatiske offensiv, der skal bane vejen for den bedst mulige aftale på COP21. Vores håndtering af klimaforandringer er afgørende for at beskytte det følsomme miljø i Arktis”, siger udenrigsminister Martin Lidegaard.  

Baggrund
Kongeriget Danmark repræsenteres på Arktisk Råds ministermøde af udenrigsminister Martin Lidegaard, lagmand Kaj Leo Johannesen og naalakkersuisoq for erhverv og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq. Kongerigets delegation rejser samlet til ministermødet i Iqaluit.

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. +4541904124.