Spring til indhold

Relativ positiv udvikling i vareeksporten ved indgangen til 2015

09.04.2015  11:57

I februar faldt vareeksporten 0,5 pct. i forhold til januar eksklusive værdien af energivarer, skibe og fly fremgår det af de seneste sæsonkorrigerede tal for udenrigshandelen, som Danmarks Statistik i dag har offentliggjort. Som følge af markante stigninger i tidligere måneder er eksporten dog steget 3,7 pct. i de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud. Opgjort inklusive energivarer og eksklusive skibe og fly faldt vareeksporten i februar også med 0,5 pct. i forhold til januar, mens væksten de seneste tre måneder var 2,3 pct. i forhold til tre måneder forud.

Cheføkonom i Udenrigsministeriet, Jacob Warburg, siger:

”På trods af faldet i vareeksporten i februar 2015 på 0,5 pct. er der tale om en relativ positiv udvikling i de seneste måneder. Væksten på 3,7 pct. i de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud har især været trukket af eksporten af maskiner, som er streget med 6,1 pct. bl.a. som følge af øget salg til Tyskland. Endvidere er eksporten af kemikalier og kemiske produkter steget med 4,4 pct. som følge af øget salg af lægemidler til USA og Kina.

Set over tre måneder har væksten i basisvareeksporten været 3,3 pct. til EU28 og 4,5 pct. til lande udenfor EU. Det har især været USA, Tyskland og Sverige, som har trukket eksporten frem, mens eksporten til BRIK er faldet 1,3 pct.”

For yderligere oplysninger kontakt
Cheføkonom Jacob Warburg, på tlf. 33921214/25267569 eller jacwar@um.dk