Spring til indhold

Samuelsen til 70-året for NATO: Vi skal værne om den transatlantiske alliance

03.04.2019  12:35
Udenrigsminister Anders Samuelsen rejser i dag til Washington, hvor han i morgen, den 4. april vil deltage i NATO udenrigsministermødet i anledning af 70-året for NATO’s oprettelse.

I den anledning siger Anders Samuelsen:

”På intet tidspunkt siden den kolde krigs afslutning har den vestlige verdens sikkerhed været så udfordret, som den er nu. Rusland udvikler nye missiler i strid med internationale traktater. Terrororganisationer forsøger hele tiden at regruppere for at ramme Vesten. Og truslerne fra hacking og andre cyberaktiviteterer i voldsom stigning. Så der er hårdt brug for NATO og for de tætte sikkerhedspolitiske bånd mellem USA og Europa. Danmark kommer til at gøre vores til, at vi også de næste 70 år har en stærk transatlantisk alliance med afsæt i fælles værdier og principper.Det er et ansvar vi gerne tager på vores skuldre.”
 
Baggrund:
NATO blev oprettet den 4. april 1949 i Washington og talte dengang 12 lande (USA, Canada, UK, Frankrig, Portugal, Italien, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Island, Norge og Danmark). Alliancen tæller i dag 29 lande og forventes i løbet af 2019 formelt at kunne byde Republikken Nordmakedonien velkommen som sit 30. medlem. Folketinget ratificerede Republikken Nordmakedoniens tiltrædelsesprotokol den 26. marts.

Udenrigsministermødet den 4. april vil bl.a. omfatte drøftelser af byrdedeling og det transatlantiske bånd, Rusland, INF-traktaten,Sortehavet, cybertrusler, terrorbekæmpelse og Afghanistan.

For yderligere information:
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, tlf. 61 97 90 31