Spring til indhold

Markant fremgang i vareeksporten i januar 2015

11.03.2015  10:39

I januar 2015 steg vareeksporten 4,1 pct. i forhold til december 2014 eksklusive værdien af energivarer, skibe og fly fremgår det af de seneste sæsonkorrigerede tal for udenrigshandelen, som Danmarks Statistik i dag har offentliggjort. Hermed er eksporten steget 1,2 pct. i de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud. Opgjort inklusive energivarer og eksklusive skibe og fly steg vareeksporten i januar med 3,5 pct. i forhold til december, og var uændret i de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud.

Cheføkonom i Udenrigsministeriet, Jacob Warburg, siger:

”Basisvareeksporten, dvs. vareeksporten eksklusive energi, skibe og fly, steg markant i januar 2015. Væksten på 4,1 pct. i forhold til december var især trukket at en øget eksport af minkskind og næringsmidler, mens eksporten af maskiner faldt svagt. Set over tre måneder er maskineksporten, herunder dele til vindmøller, dog steget 5,0 pct. Det var især eksporten til Kina, USA, Tyskland og Polen, som trak eksporten frem i januar 2015, men eksporten til Storbritannien fald relativt kraftigt med 7,2 pct. i forhold til december. Set over tre måneder har der især været fremgang i eksporten til USA (11,2 pct.), Kina (3,8 pct.), Sverige (1,3 pct.) og Nederlandene (2,4 pct.).

Som følge af faldet i verdensmarkedsprisen på olie faldt værdien af brændselseksporten med 5,8 pct. i januar 2015 i forhold til december 2014, og er faldet 16,2 pct. i de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud.”

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til cheføkonom Jacob Warburg, på tlf. 33921214/25267569 eller jacwar@um.dk