Spring til indhold

Danmark forlænger den danske sundhedsindsats i Sierra Leone frem til sommeren 2015

13.03.2015  13:26
Danmark sender yderligere et sundhedshold til Sierra Leone for at bekæmpe ebola. Den danske sundhedsindsats vil løbe frem til midt juni 2015.

Som en del af den danske indsats mod ebola besluttede regeringen den 22. oktober 2014 at stille dansk sundhedsfagligt personale til rådighed for ebolaindsatsen i Vestafrika. Til dato har to hold bestående af læger, sygeplejersker og bioanalytikere, været udsendt til Port Loko i Sierra Leone.

Det danske bidrag organiseres og ledes af Forsvarets Sundhedstjeneste, som har erfaring med sundhedsfaglig indsats i udlandet.  Hvert hold er udsendt i seks uger. Det tredje hold ankom til Port Loko den 10. marts og vil være i Sierra Leone til udgangen af april.

Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen, udtaler:

”Det danske sundhedspersonale i Port Loko har ydet og yder fortsat en kæmpe indsats, som er helt afgørende for at komme epidemien til livs. Selvom udviklingen i de ebolaramte lande bevæger sig i en positiv retning, så er udbruddet ikke overstået. Der er stadig behov for massiv støtte. Danmark har derfor besluttet at forlænge den danske tilstedeværelse i Port Loko frem til sommeren 2015.”

Handels- og udviklingsministeren deltog den 3. marts i en stor højniveaukonference om ebola i Bruxelles, hvor man fra verdenssamfundets side var enige om, at man endnu ikke var i mål med at bekæmpe sygdommen.

Forsvarsminister, Nicolai Wammen, udtaler:

”Vi er endnu ikke i mål med bekæmpelsen af ebola, men den danske sundhedsindsats har bidraget til, at epidemien nu er kommet under kontrol i Port Loko-distriktet i Sierra Leone. Det danske sundhedspersonale har samtidig bidraget til en intensiv uddannelse og oplæring af lokale sundhedsmedarbejdere, og såvel Forsvarets som Beredskabsstyrelsens indsats fortjener stor ros og anerkendelse.”

Ifølge FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, har 10.000 mennesker mistet livet som følge af ebola og sygdommen har haft store konsekvenser for de tre berørte lande Liberia, Sierra Leone og Guinea. Den 6. marts kunne Liberia udskrive sin sidste ebolapatient, mens sygdommen fortsat forekommer i Guinea og Sierra Leone.

Det fjerde hold forventes at vende hjem til Danmark i midten af juni måned.