Spring til indhold

Polen og Danmark presser på for fred i Ukraine

28.02.2015  16:38


Udenrigsminister Martin Lidegaard tager mandag den 2. marts til Ukraine og Moldova sammen med den polske udenrigsminister, Grzegorz Schetyna. I Ukraine er formålet at vise EU’s solidaritet med Ukraine og drøfte både støtte til våbenhvilen og de svære reformer, som Ukraine står overfor. I Moldova skal de to ministre møde den nye moldoviske regering og diskutere, hvordan Moldova kan fastholde det stadig tættere samarbejde med EU-landene.
 
”Selvom våbenhvilen ser ud til at have givet Ukraine og befolkningen i den østlige del af landet et pusterum, er situationen virkelig skrøbelig. Derfor er det vigtigt, at EU konstant viser sin solidaritet i handling og ord. Det er et stærkt signal, at to af de tætteste og mest engagerede EU-nabolande sammen tager til Kiev med EU’s budskaber om opbakning til Ukraine og Minsk-aftalen.
 
Samtidig har vi indgået et tættere partnerskab med Ukraine om reformer på en lang række områder. Det er ikke nemt – særligt ikke oveni krisen i det østlige Ukraine. Men det vil gavne det nye Ukraine og EU er klar til at hjælpe. Danmark hjælper særligt med reformer på energiområdet, retsvæsenet og god regeringsførelse.
 
Jeg glæder mig til at møde den nye regering i Moldova. Mit vigtigste budskab bliver, at Moldova skal fortsætte med at samarbejde endnu tættere med EU. Det er til gavn for alle dele af det moldoviske samfund. Og EU står klar til at hjælpe.
 
Et vigtigt fokusområde for mig er at modgå den massive russiske misinformation, som strømmer ind i de østlige naboer. Det arbejder vi videre med i EU og med de nordiske og baltiske lande.”, siger Martin Lidegaard før besøget.
 
 
Baggrund
De to udenrigsministre skal i Ukraine mødes med præsident Porosjenko og premierminister Jatsenjuk. I Moldova skal de bl.a. mødes med præsident Timofti, premierminister Gaburici og udenrigsminister Gherman. Besøget i Moldova er et af de første EU-udenrigsministerbesøg siden den nye regering trådte til den 18. februar 2015. Det er udenrigsministerens femte besøg til Ukraine og det andet besøg til Moldova som udenrigsminister.
 
For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124.