Spring til indhold

Dansk støtte til kvindelige forkæmpere for menneskerettigheder

04.03.2019  09:46

Udviklingsminister Ulla Tørnæs bevilger menneskerettighedsorganisationen Front Line Defenders 7,15 mio. kr. til deres arbejde for at hjælpe aktivister i fare.

Verden over oplever menneskerettighedsforkæmpere, religiøse minoriteter, LGBTI-personer, civilsamfundsorganisationer og medier, at deres frihedsrettigheder er under pres. Kvindelige menneskerettighedsforkæmpere er særligt udsatte, grundet diskrimination og stereotypiske forståelser af kvinders rolle.

Som et led i Danmarks styrkede indsats for civilsamfundets råderum, har udviklingsminister Ulla Tørnæs bevilget støtte til beskyttelse af kvindelige menneskerettighedsforkæmpere. Støtten på 7,15 mio. kr. vil gå til organisationen Front Line Defenders, der blandt andet tilbyder akut beredskab til kvindelige aktiviser under pres.

”Kvindelige aktivister er blandt dem, der i særlig grad oplever konsekvenserne af, at civilsamfundet i mange udviklingslande er under pres. Det er vigtigt for Danmark at vise, at vi står bag dem med denne støtte. Pengene er en del af vores bredere indsats for at styrke civilsamfundets arbejdsmuligheder, der i en række lande er stærkt indskrænkede,” siger Ulla Tørnæs.

København er den 4. og 5. marts vært for den internationale konference ”Claiming Civic Space Together”, hvor 300 deltagere, der repræsenterer regeringer, NGO’er og menneskerettighedsforkæmpere fra hele verden samles til en åben dialog om, hvordan vi sammen kan vende den negative tendens.

Baggrund
Front Line Defenders er baseret i Irland og arbejder globalt med at beskytte menneskerettighedsforkæmpere. Bidraget til Front Line Defenders løber over tre år og består bl.a. i at tilbyde hurtig, fleksibel og effektiv hjælp til kvindelige aktivister i akut fare, at opbygge kvindelige aktivisters kapacitet til at sikre egen sikkerhed og beskyttelse, og at skabe øget kommunikation omkring den positive effekt, deres arbejde har.

For yderligere information kontakt:
Maria Westh, presserådgiver, mawest@um.dk, tlf: 50778664