Spring til indhold

Kronprinsparret deltager i Grønlandsfremstød i Japan

13.03.2015  10:34

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen aflægger den 26. – 28. marts 2015 besøg i Japans hovedstad Tokyo for at stå i spidsen for et Grønlandsfremstød.


Kronprinsparret vil blive ledsaget af fødevareminister Dan Jørgensen, landsstyreformand Kim Kielsen, minister for fangst, fiskeri og landbrug Karl Kristian Kruse samt en erhvervsdelegation med grønlandske virksomheder.

Udenrigsministeriet arrangerer en presserejse for danske og grønlandske journalister og fotografer i forbindelse med Grønlandsfremstødet. Se nedenfor.


Programmet
Formålet med besøget er at øge kendskabet til Grønland, grønlandsk kultur og grønlandske produkter i Japan og samtidigt styrke japanernes viden om muligheder i Grønland og det arktiske område. Klimaændringerne og den stigende internationale interesse for det arktiske område har også i Japan skabt øget interesse for Arktis og Grønland, og Japan blev sidste år observatør i Arktisk Råd.


Torsdag den 26. marts præsenterer en række grønlandske virksomheder deres produkter for potentielt nye kunder ved et fremstød for grønlandsk fisk og skaldyr. Hensigten med fremstødet er, at bl.a. hellefisk, rejer og krabber fremover i højere grad skal sælges i japanske supermarkeder samt optræde på middagsbordene og i landets mange sushi-restauranter.

Kronprinsparret deltager torsdag eftermiddag sammen med børn og voksne i et arrangement i en traditionel japansk have, der sætter fokus på mobning af børn - et emne, der de seneste år er rettet større opmærksomhed på i Japan.

På et seminar om Arktis præsenteres Kongerigets visioner for det arktiske område samt muligheder og udfordringer i Arktisk set med japanske øjne. Formålet er blandt andet at positionere Grønland i den igangværende japanske debat om Arktis.

To grønlandske bands er i Japan samtidig med Grønlandsfremstødet: Nanook og Nive Nielsen & The Deer Children. De to bands optræder torsdag aften ved en koncert på den danske ambassade rettet mod den japanske musikindustri.

Fredag den 27. marts fokuseres på turisme. H.K.H. Kronprinsen taler om sine oplevelser i Grønland ved et seminar for japanske operatører. Mange japanere er berejste og altid på udkig efter nye eksotiske rejsemål. Grønland har med sin unikke natur og kultur noget helt specielt at tilbyde den sofistikerede japanske turist.   

Kronprinsparret vil blive briefet om forberedelserne til de Olympiske Lege i 2020 under en bådtur i Tokyobugten, hvor der bliver mulighed for ved selvsyn at danne sig et billede af de kommende lokationer for sportsbegivenhederne. 
Fredag eftermiddag åbner Kronprinsparret en udstilling, hvor Grønland, Japan og Det danske Kongehus er samlet under samme tag. I udstillingen indgår blandt andet en samling tupilakker, der ejes af den japanske kejserfamilie og ikke tidligere har været fremvist offentligt samt grønlandske masker fra H.K.H. Prinsgemalens samling. Hertil kommer Nationalmuseets udstilling ”Qanga – tegnet fortid”, som er Nuka K. Godtfredsens akvareller med motiver fra Grønlands historie.

Lørdag den 28. marts fremviser japanske designere fra den anerkendte design- og modeuddannelse Mode Gakuen deres design med brug grønlandsk sælskind. Great Greenland og Kopenhagen Fur samarbejder med Mode Gakuen med henblik på at øge designers kendskab til sæl. Kronprinsparret og den øvrige delegation besøger herefter stormagasinet Tokyu Honten i Shibuya kvarteret, hvor der vil være udstilling og salg af grønlandske sælskindsprodukter. Arrangementet afsluttes ved det ikoniske fodgængerfelt i Shibuya, der har ageret back drop til adskillige film.

Lørdag eftermiddag besøges en ”byggeplads”, hvor der opføres en 6 meter høj igloo, på et centralt sted i Tokyo. Umiddelbart derefter publiceres oversættelse af Nuka K. Godfredsens første fortællinger om Grønlands historie ved en event i Japans mest trendy - og verdens største - boghandel.

Øvrige programpunkter er endnu ikke endeligt bekræftet.
  

Besøget arrangeres af Danmarks Ambassade i Tokyo i samarbejde med Grønlands Selvstyre.


Presserejse
Udenrigsministeriet arrangerer i samarbejde med Kongehuset, Grønlands Selvstyre og Fødevareministeriet en presserejse i forbindelse med Kronprinsparrets deltagelse i Grønlandsfremstød i Japan.
Presserejsen er selvfinansieret, men den danske ambassade i Tokyo har forhåndsreserveret et antal hotelværelser til pressen på Apa Hotel i Tokyo i samme område, hvor den officielle delegation bor. Der udarbejdes et presseprogram, og der er brugerbetalt transport for pressen til de enkelte besøgssteder.
Interesserede medier bedes udfylde vedhæftede blanket og sende den til Udenrigsministeriet bosimo@um.dk med kopi til pkp@um.dk senest tirsdag den 17. marts kl 16.
 
Yderligere information
Kongehuset: Lene Balleby, kommunikations- og pressechef, tlf: 33402529, lb@kongehuset.dk

Udenrigsministeriet: Journalist Bo Simonsen, Public Diplomacy, Kommunikation og Presse,
tlf. 33 92 19 19, 40 83 89 41, bosimo@um.dk