Spring til indhold

Ligestillingsminister mødes med de faglige organisationer om fædres orlov

17.08.2016  15:18
I dag mødes blandt andre LO, FTF, Akademikerne og Lederne med minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby for at drøfte, hvordan organisationerne kan være med til at fremme fædres brug af orlov. Ministeren har mødtes med en række virksomheder tidligere på året.
"Tænk, at du gider gå hjemme i så lang tid og være på barsel.” ”Hold da op, du skal have lang ferie.” Det kan ifølge rapport fra Institut for Menneskerettigheder være nogle af reaktionerne fra mandlige kollegaer, når vordende eller nybagte fædre fortæller, at de har tænkt sig at holde orlov med deres børn.

Blandt andet på den baggrund har minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby i juni holdt møde med en række virksomheder om, hvordan erhvervslivet kan bidrage til, at flere fædre tager forældreorlov. Nu er turen kommet til de faglige organisationer. Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby har inviteret de faglige organisationer til møde i dag om, hvordan man kan skabe kulturændringer på arbejdspladserne og i samfundet, så flere fædre bruger deres mulighed for orlov, hvis de ønsker det. LO, HK, 3F FTF, Akademikerne, Lederne, Djøf, Ingeniørforeningen IDA og Dansk Magisterforening deltager på mødet.

Familierne skal have fleksibilitet til selv at fordele orloven, så det passer den enkelte familie. Jeg støtter på ingen måde tvang Men for at fleksibiliteten bliver brugt, kræver det en ændring af kulturen på mange arbejdspladser. Vi skal også sikre, at alle fædre kender deres rettigheder. Her har de faglige organisationer, arbejdsgivere, virksomheder og politikere alle en rolle Vi kan alle være med til at gøre op med myter og fordomme om, at virksomhederne ikke ønsker, at mænd tager barsel, at orloven er kvindernes, eller at man som mand kommer ud på et sidespor efter endt orlov.” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Undersøgelser viser, at hver femte far gerne ville have holdt mere orlov, end de gjorde. Det er på trods af, at der i Danmark er fleksible rammer for, at far og mor kan fordele forældreorloven efter deres eget ønske. En del fædre er bange for, at en lang orlov muligvis kan få negative konsekvenser for job, karriere og arbejdsplads. Andre undersøgelser viser, at nogle mænd ikke kender deres rettigheder, og at orlov af mange opfattes som ”mors orlov”.

Der er klare forskelle mellem sektorer, brancher og uddannelser på, hvor mange fædre som holder forældreorlov med barselsdagpenge. I 2011 holdt cirka fem ud af ti offentligt ansatte fædre forældreorlov med barselsdagpenge. Blandt privatansatte lønmodtagere med videre var det knap tre ud af ti af fædrene. En opgørelse hos LO fra 2016 viser, at akademikerfædre i 2013 tog næsten dobbelt så meget orlov som mænd i håndværks- og industrifagene. Også når det gælder uddannelsesniveau, er der forskelle. Far tager længst orlov, når mor er højtuddannet.

Da minister Ellen Trane Nørby i juni mødtes med virksomheder som COOP, TDC, Mærsk, MT Højgaard, IKEA og Novo Nordisk for at drøfte virksomhedernes rolle i at bakke op om fædre, der ønsker at tage orlov, blev det besluttet at holde endnu et møde i september. Det dialogmøde kan munde ud i et fremtidigt samarbejde, hvor virksomhedernes gode erfaringer for eksempel løftes frem til inspiration. Dialogen med virksomhederne sker sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.



Seneste nyt

    Se alle