Spring til indhold

Danske borgere i Storbritannien

Borgerrettigheder er en central del af udtrædelsesaftalen. Hvis udtrædelsesaftalen godkendes af det britiske parlament, vil den regulere dine rettigheder som dansk borger bosat i Storbritannien. Hvis udtrædelsesaftalen ikke godkendes, vil Storbritannien forlade EU uden en aftale (det såkaldte ’no deal’-scenarie) den 31. oktober 2019. I dette tilfælde, vil dine rettigheder som dansk borger bosat i Storbritannien ikke være reguleret af udtrædelsesaftalen.

Den britiske regering har tilkendegivet, at man vil sikre rettighederne for EU-borgere i Storbritannien i et no deal-scenarie. Men det er endnu uklart, hvad der præcist ligger heri. Du kan få information om de britiske regler efter Brexit på det britiske indenrigsministeriums hjemmeside, samt læse om afviklingsordningen for EU-borgere i Storbritannien her.

Du kan som dansk statsborger bosat i Storbritannien godt blive boende i Storbritannien efter Brexit, men du skal søge om en opholdstilladelse efter reglerne i ”EU Settlement Scheme”. Du skal søge selv hvis det britiske parlament godkender udtrædelsesaftalen. Hvis det britiske parlament godkender udtrædelsesaftalen kan du søge om en opholdstilladelse efter reglerne i ”EU Settlement Scheme” indtil den 30. juni 2021. Hvis Storbritannien træder ud af EU uden en aftale, skal du have søgt inden den 31. december 2020. Hvis du har været bosat i Storbritannien i mindre end 5 år, vil du få ”Pre-Settled Status”, og hvis du har boet i Storbritannien i mere end 5 år, vil du få ”Settled Status”.

Læs om ”settled” og ”pre-settled status” for EU-borgere.

Du kan henvende dig til den danske ambassade i London, hvis du har spørgsmål eller behov for hjælp til dine rettigheder som dansk statsborger i Storbritannien.

Se svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål om danske statsborgeres rettigheder i Storbritannien her.